Bog

Levende og døde

Af (
2019
)

Anmeldelse

Levende og døde af Han Kang

11 jun.19

Han Kang søger svar på de ufattelige begivenheder, som udspillede sig i hendes sydkoreanske fødeby, og har skrevet en gribende og rystende roman.

Den prisbelønnede koreanske forfatter Han Kang gjorde sig første gang bemærket på dansk med den stærke roman Vegetaren, som vandt Man Booker-prisen i 2016. Det står klart at forfatteren kan noget med sanselighed på en minimalistisk og æstetisk måde, der skærer ind til kernen og beskriver meget ubehagelige scenarier, så de står knivskarpt på papiret. Det er stor og uforglemmelig litteratur.

I ’Levende og døde’ fortæller hun om de grusomme historiske begivenheder, der fandt sted i den sydkoreanske by Gwangju i maj 1980, hvor studenteroprøret fandt sted. Militærets massakre på fredelige demonstrationer dræbte hundreder af civile, hvoraf mange aldrig blev fundet eller identificeret.

Gennem romanen følger vi en række mennesker, hvis liv krydser spor og på den ene eller anden måde gennem tid har forbindelse til massakren og i sidste ende til Han Kang. Fra drengen Dong-ho, som leder forgæves efter sin ven, til demonstranter og frihedskæmpere, der lider under grusom tortur, og forældre der mindes og ser mistede børn overalt.

Han Kang er en mesterlig fortæller, når hun beskriver folkets pinsler, og menneskeligheden der langsomt siver ud af byen under det militante angreb. ’Levende og døde’ er en respektfuld og nænsom fortælling om alle de uskyldige, der ofrede deres liv for friheden og rettigheden til at ytre sig uden censur.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Juliane Wammen
Faustnummer
46429753
ISBN
9788702255003
Antal sider
252

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfNina Greiffenberg
søn, 08/05/2022 - 21:56

Han Kang: 

Levende og døde 

Min prisvindergruppes læsning af “Vegetaren” af sydkoreanske Han Kang fik mig til at opsøge endnu en tekst fra hendes hånd.

Det har jeg ikke fortrudt. 

Han Kang beskriver empatisk, men også hudløst ærligt og ganske nøgternt, hvad en massakre på ganske unge demokratiforkæmperne i 80’ernes Sydkorea har af konsekvenser for de overlevende og efterladte. Bogen er desværre uhyggelig aktuel. Tid efter anden sker noget lignende et eller andet sted på kloden. For mig, har den nuværende krig i Europa demonstreret, at vejen fra diktatur til demokrati ikke bare går den ene vej, at alting ikke bare bliver “bedre og bedre” og at verden ikke bare forandrer sig til et Nirvana. 

Han Kangs fortælling er kaleidoskopisk i forhold til de begivenheder, der alle har en eller anden forbindelse til den massakre der foregik i Gwangju i 1980. En dreng på 14 år, der leder efter sin ven og kommer til at miste livet under urolighederne knytter historien sammen på tværs af 7 kapitler, der har hver deres år imellem 1980 og 2013 som fokus. Det allermest betagende kapitel er det andet kapitel “sort ånde”, hvor de afdødes sjæle kredser om de afsjæledes legemer.