Bog

Lad os rejse os

Af (
2020
)

Anmeldelse

Lad os rejse os af Jesper Wung-Sung

20 apr.20

Fremragende noveller lige til at putte i hjertekisten. Wung-Sung skriver on-point om at være ung og lader læseren træde ind i et univers, hvor følelserne råder, og voksenlivet står for døren.

Jesper Wung-Sung leverer her endnu en knivskarp novellesamling om at være ung og skulle navigere i livets uforudsigelige morads af op- og nedture i hverdagens mest intime situationer. Forfatteren skriver med stor empati og rammer præcist ned i nutidens ungdomsliv, og hvad der rører sig der af sorger og glæder.

I samlingens ti noveller mærker man ensomheden, håbet, savnet og forventningspresset helt tæt på i selv de mest forundrende, pinlige og øjenåbnende situationer. Her læser man om skrøbelige øjeblikke, der kan ødelægge eller gøre stærkere; om samspillet mellem veninder, kærester, barn-forældre, og jobs, der ikke går helt som forventet.

Det er ikke en novellesamling, man sådan lige fordøjer på et kort øjeblik. Man dvæler, summer og genlæser guldkorn af små sætninger og afsnit og putter dem i hjertekisten, for sådan er det med Wung-Sungs tekster. Man dykker ned i et hav, der synes roligt på overfladen, men i virkeligheden gemmer på sprudlende malstrømme af oprørt følelsesliv.

’Lad os rejse os’ er ikke blot en skøn novellesamling, det er samtidig en gave til unge, voksne og undervisere. Her handler det nemlig om at være ung i mange variationer og ikke mindst om at se og mærke sig selv, hinanden, nutiden og fremtiden.

Bogdetaljer

Forlag
Fugl
Faustnummer
47803233
ISBN
9788799830923
Antal sider
127

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer