Bog

Kongemordet

Af (
1999
)

Anmeldelse

Kongemordet af Hanne-Vibeke Holst

06 feb.06

Med denne forrygende, samfundskritiske roman viser feministen, at det så langt fra er umoderne at gi' mændene med grovfilen.

Med humor og selvironi træder hun på gaspedalen. Hold fast eller du ryger af... Romanen handler om politik og kærlighed. Den følger derfor to spor: det politiske med baggrund i formandsopgøret i Socialdemokratiet, hvor personerne er genkendelige aktører på den politiske scene, og det mere fiktive, hvor hovedpersonen er Linda. På en effektiv og underholdende måde lader forfatteren sporene sig blande med hinanden.

Gert har for mange år siden giftet sig med Linda, en sexet københavnerpige med baggrund i arbejderklassen, og gennem 30 år har han på alle måder tyranniseret hende, selvom hun gør alt for at være ham tilpas. Linda er nu dybt alkoholiseret og lever et meget isoleret liv.

Ind i historien er også flettet sidehandlinger og sidepersoner, der får selvstændigt liv, bl.a. historien om Yasemin, en tyrkisk pige, der flygter fra et tvangsægteskab. Også hun bliver udsat for ikke blot psykisk, men også fysisk vold.

Hanne-Vibeke Holst skriver på en stor indignation, men med humor og selvironi og uden at være hverken firkantet eller entydig, og i et sprog, der er billedrigt, effektivt, rapt og vittigt.

Kongemordet er en stor samtidsroman, hvis hovedtema er vold mod kvinder, og bogen er et vægtigt indlæg i samfundsdebatten.

Det er en selvstændig fortsættelse af Kronprinsessen, der udkom for nogle år siden, og den lægger op til en fortsættelse, der – tror jeg – kommer til at handle om den første kvindelige formand i Socialdemokratiet.
Kongemordet henvender sig, som Hanne-Vibeke Holsts tidligere romaner, mest til kvinder. Men til kvinder i alle aldre.

Hanne-Vibeke Holst har skrevet en forrygende roman, man godt kan kalde en knaldroman. Der er de onde og der er de gode, og de gode vinder til sidst i en overraskende og spektakulær slutning. Svær at lægge fra sig, ikke til at glemme.
 

Bogdetaljer

Forlag
Alrune
Faustnummer
22683284
ISBN
9788702154955
Antal sider
156

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer