Komedie i Florens

Firenze – lige før pesten bryder ud. Ansel Muccia kommer til byen – men hvorfor er han kommet? og hvilke grumme hemmeligheder gemmer byen og Ansel på?

Anbefalet af bibliotekar Tove Damgaard, Hillerød Bibliotek

I et fantastisk, malende sprog, som fører læseren tilbage til renæssancens Firenze, fortæller Ørum historien om den mystiske Ansel Muccia, der på sin vej møder den gale eneboer fra bjerget.

Ansel bringer eneboeren og et forladt spædbarn med sig til klosteret i byen, og således kommer også pesten til Firenze. Klosterets abbed, Ruggieri, ønsker ikke at huse eneboeren, da de mere enfoldige af munkene mener at se et himmelsk tegn i hans og barnets ankomst. Eneboeren smugles ud af klosteret igen – men for sent; pesten har smittet de første munke.

I byen møder Ansel værtshusholderen Ginepro, hvis liv er bestemt af hans erindring om den elskede mormor Alfonzina. Hun lå i med skuespillere fra besøgende teatertrupper, og en nat i Ginepros sene barndom var det selveste Lucifer, der fik Alfonzina med i seng!

Madonna Chiara, som Ruggieri er betaget af, viser sig at have sine helt egne grunde til at omgås abbeden. Hun og Ansel ønsker begge hævn for en tragedie i deres fortid. Hævnmotivet males frem i Ansels restaurering af et billede, der forestiller Judith med Chiaras træk, bærende på Holofernes afhuggede hoved. Abbedens udtalte afsky for værket giver yderligere antydninger af den fortid, der præger dem alle.

Omkring og sammen med disse hovedpersoner bevæger sig et utroligt, spændende og aparte persongalleri med tyveknægte, tiggere og skurkagtige munke, der alle har deres helt egne grunde til at handle, som de gør og til at beskæftige sig med hinanden. Penge, magt, kærlighed og begær driver dem til frygtelige handlinger.

Hvem er de gode, og hvem er de onde, hvad er retfærdighed, og hvornår kan forbrydelser retfærdiggøres?

Forfatteren lader på skift de mange farverige personer give udtryk for den diskussion om godt og ondt, som han også har ført i andre af sine værker. Dog er denne bog noget helt for sig selv, med sproget og persongalleriet, der fremmaner en tid, hvor mørke, lys og farvetoner forekommer mere intense end vores egne hverdagsomgivelser.

Man betages og suges ind i fortællingen, og vil man have endnu mere kolorit kan man vælge at læse førsteudgaven, ”Komedie i Florens”.

Fremad, 1977. 185 sider