Bog

Kold angst

Af (
2018
)

Anmeldelse

Kold angst af Mads Peter Nordbo

03 apr.18

Anden krimi med Matthew Cave byder på grumme storpolitiske hemmeligheder. Det er råt, barsk og gjort af det stof, der kunne gøre sig godt på det store lærred.

Mads Peter Nordbos anden krimi om journalisten Matthew Cave tager sit udspring i hemmelige militære forsøg tilbage i 1990, som fører til kidnapninger og mord i nutiden. Læseren får også svar på, hvad der skete med Matthews far, som der blev hintet i den første krimi 'Pigen uden hud', der blev en international succes i 2017. Her er et seriøst godt bud på en iskold og grum læseoplevelse, som viser en anden side af Grønland og byder på masser af hårdtslående spænding.

Nuuk 2014. Matthew Cave arbejder fortsat som journalist i Nuuk og har fundet ud af, at han har en halvsøster, den unge grønlandske kvinde Arnaq. Hun er taget på tur med nogle venner til den afsidesliggende spøgelsesby Færingehavn. Da hun pludselig forsvinder og hendes venner findes myrdet, går jagten ind på at finde hende og finde ud af, hvad der er sket. Samtidig dukker der pludselig et brev op fra Matthews far, som døde i 1990 under mystiske omstændigheder.

Thulebasen 1990. Matthews far, den amerikanske soldat Tom, deltager i nogle tophemmelige medicinske forsøg med kulderesistente medikamenter. Forsøgene går ikke som forventet og nogle af testpersonerne bliver dræbt. Alle spor peger på Tom, som må flygte og leve i skjul. Tilbage i nutiden i 2014 viser det sig, at medikamenterne stadig er i produktion, og at Toms far er i live. Mathew får igen hjælp af sin grønlandske veninde Tupaarnaq, som har sin egen dagsorden om at få hævn over dem, der har gjort hende ondt. De to er et godt makkerpar. Mathew er den forsigtige tænksomme mand, som ønsker at gøre det rette, og Tupaarnaq er den tavse hævner, som søger retfærdighed. Jeg kan godt se igennem fingre med, at Tupaarnaq med sit kronragede hoved, tatoveringer og ar på sjælen minder en del om en anden tavs hævner med hanekamp og tatoveringer fra Sverige. Det havde været alt for kedeligt uden hende.

Mads Peter Nordbos anden krimi er en velkomponeret historie, som viser en anden side af Grønland. Plottet berører Grønlands løsrivelse fra Danmark og trækker spor til storpolitiske interesser. De virkelighedsnære miljøer og nuancerede personskildringer beskriver levevilkår og menneskelige omkostninger i dagens Grønland og iblandes samtidig en god portion intens kold action og gru.

Der er mange spor, dagsordener og personer at holde styr på. Heldigvis er der stednavne og datoer i hvert kapitel, så man bedre kan overskue de to forskudte handlingsforløb. Scenen er den samme, og mange personer går igen fra første roman, ligesom der er mange tråde mellem første og anden bog. Anden krimi er markedsført som en selvstændig fortsættelse, og selvom der væves et kort resume af handlingen i 'Pigen uden hud' ind i starten af efterfølgeren, vil jeg klart anbefale at læse dem i forlængelse af hinanden.

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Faustnummer
53987729
ISBN
9788740042597
Antal sider
0

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer