Klimamyten

Jorden har altid været underlagt klimaforandringer. Nutiden er ikke anderledes. Kontroversielt og veldokumenteret indlæg i klimadebatten.

Vi hører tit advarsler om, hvordan udledningen af drivhusgasser er skyld i stigende temperaturer, smeltende gletsjerne og katastrofale stigninger i havet. Men er der overhovedet beviser for, at det er sandt? Med ’Klimamyten’ har professor emeritus Johannes Krüger sat sig for at åbne folks øjne for, at de mange dystre forudsigelser om en forestående menneskeskabt klimakatastrofe ikke er videnskabeligt bevist. Klimaet forandrer sig blot, som det altid har gjort.

I bogen samler Johannes Krüger en række forskellige forskeres resultater inden for klimaforskningen for at afkræfte, at udledningen af drivhusgasser bærer skylden for nutidens klimaforandringer. Faktisk slår han hurtigt fast, at den globale opvarmning, som FNs Klimapanel IPCC advarer så kraftigt imod, har været gået i stå de sidste 15 år. I det hele taget når man ikke langt ind i bogen, før det går op for en, at Krüger ikke giver meget for hverken Al Gore eller IPCC. Sidstnævnte, mener han, har blandet politik, videnskab og særinteresser sammen i en farlig cocktail. Selvom han dokumenterer sin modvilje sagligt, er det for en almindelig læser, som kan have svært ved at gennemskue de komplekse problemstillinger, noget af en påstand, fordi vi er vant til at betragte klimapanelet som en upartisk aktør.

Et af Krügers synspunkter er, at IPCC opererer med for kort en tidshorisont, idet de overvejende støtter sig til meteorologiske målinger fra de sidste 150 år, når de hævder, at nutidens klimaforandringer er menneskeskabte. Så kort en periode øger risikoen for at stirre sig blind på vejrbegivenheder og kortvarige klimaudsving, så i stedet bør man se på jordens klima over millioner af år, da det så viser sig, at klimasvingningerne er naturlige og ofte har et fast forløb.

Blandt de forskningsresultater Krüger nævner, der støtter dette synspunkt, er den danske astrofysiker Henrik Svensmarks teori om, at kosmisk stråling fra verdensrummet og solens varierende styrke er den eneste mekanisme, som har efterladt tydeligt spor på klimaudviklingen på enhver tidsskala.

Et andet af Krügers ankepunkter gælder påstanden om, at gletsjerne smelter pga. menneskeskabt CO2-udledning, men analyser af iskerner fra Antarktis viser, at ændringerne ikke afviger fra de ændringer, der naturligt har fundet sted de sidste 750 år. Og med hensyn til at havet skulle stige, maner Krüger også til besindighed, da disse stigninger ligeledes falder inden for en historisk ramme. Dermed ikke sagt at f.eks. Maldiverne ikke er i fare for at blive oversvømmet. Problemet kan blot ikke afhjælpes med nedskæring af drivhusgasser på globalt plan. I stedet er det den stigende befolkningsvækst på øerne og forurening af havet, som forhindrer koralrevene i at vokse i takt med havstigningen, der er problemet. Og sidstnævnte er måske netop det, der gør det hele lidt svært. For muligvis er det ikke vores udledning af drivhusgasser, der er skyld i problemerne, men problemerne er der nu en gang, og hvad gør vi så, hvis intet vi foretager os, alligevel ændrer på noget, fordi vi simpelthen er for mange?

Johannes Krüger er tidligere professor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet. Han er ekspert i glacialmorfologi, dvs. læren om landskaber formet af is og smeltevand, og forfatter til flere bøger og populærvidenskabelige artikler, hvilket skinner igennem i hans evne til at formidle komplekst stof på en forståelig måde. Krüger har helt klart en pointe i, at klimadebatten nærmest er blevet en kamp med religiøse undertoner, og det kan aldrig være godt. Personligt fik jeg også udfordret mine synspunkter under læsningen, men netop dette gør ’Klimamyten’ rigtig interessant. Et godt indspark, som jeg kan anbefale til alle, der interesserer sig det mindste for klimadebatten.