Bog

Kentuki

Af (
2021
)

Anmeldelse

Kentuki

04 aug.21

Menneskets trang til samvær og nærhed sættes på spidsen i spændende og foruroligende fremtidsvision, der er tankevækkende realistisk.

I ’Kentuki’ bliver læseren præsenteret for en teknologisk fremtidsvision, der sagtens kunne ligge lige rundt om hjørnet. I vores nutid er vi vant til sociale medier, der udstiller og fremviser. Tænk hvis man gik skridtet videre og kom lidt tættere på; blev en del af et fremmed menneskes liv uden at kende dette menneske og vice versa.

Bogens omdrejningspunkt er ”kentukier”, der er små søde bamserobotter. På hjul og med indbygget kamera. I hele verden er de blevet noget af en modedille, og der er et voksende marked for de her robotter til både børn, unge og voksne. Man kan både være kentuki og kentuki-ejer, og en kentuki kan erhverves for den nette sum af ca. 2000kr. og bruges som kæledyr, ven, avanceret legetøj, eller hvad man har brug for. I den anden ende af kameralinsen sidder der et menneske, der har købt en licens til at være kentuki og dermed følge med i kentuki-ejerens liv.

I korte kapitler møder læseren en række forskellige mennesker fra forskellige dele af verden. Det eneste de har tilfælles er, at de enten er indehavere af en kentuki eller har licens til at være kentuki. Bogens struktur kan minde lidt om noveller, da kapitlerne er parallelle historier, hvor der ikke er nogen kobling mellem de forskellige personer på tværs af kapitlerne. Der er dog nogle af personerne, der får mere taletid end andre, hvor en del får et enkelt kapitel og så er der et par stykker, der kan boltre sig på seks kapitler.

Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt.

Det er en spændende, foruroligende og ret tankevækkende fortælling uden nogen decideret forløsende afslutning. Der er dog forskellige grader af afskeder kentukiforbindelserne imellem; de abrupte, de overraskende, de voldsomme, de sørgelige og de øjenåbnende.

Jeg var totalt opslugt af bogen. Den er som sådan ikke uhyggelig, men imens man læser, kan man godt få en krybende uhyggelig fornemmelse, samtidig med at man sidder og spekulerer over, hvem der egentlig er mest i kontrol; kentuki eller kentukiejer. Og hvem gemmer sig egentlig bag det nuttede kentukiydre? Her er rædselsperspektiverne mange. Og overraskelserne ligeså.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Liv Camilla Skjødt
Faustnummer
38857185
ISBN
9788702306200
Antal sider
302

Tema

Tema

Årets bedste bøger 2021

Vi gør status over bogåret og præsenterer redaktionens bedste læseoplevelser, der rummer storslåede historiske og personlige skildringer og aktuel debat om køn, klima og kriser.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer