Bog

Juni

Af (
2011
)

Anmeldelse

Juni af Gerbrand Bakker

14 nov.11

Efterårets helt store læseoplevelse! En medrivende roman om en familie i forfald og et samfund på retur i udkantsholland.

Tirsdag den 17. juni 1969 er en mindeværdig dag for borgerne i Nordholland. Dronning Juliana gæster sit folk. Inden hun sætter sig ind i sin bil, når hun at stryge en lille pige over kinden og veksle et par ord med moderen. For familien Kaan bliver dagen en skæbnesvanger dag, idet den lokale bager to timer senere kører pigen ned med døden til følge uden for familiens fødegård.

Gerbrand Bakker spinder en tråd mellem den ulykkelige hændelse i 1969 og til nutiden, hvor familien i tre generationer fortsat bor på gården, som nu er nedlagt og i forfald. Hændelsen har mærket familien for livet, og især bedstemor Anna hænger fast i fortiden og forsvinder i utide op på høloftet. Hendes mand fører dagbog over hendes forsvinden, mens næste generation forsøger at holde sammen på familien og gården. Man følger også bageren og hvordan den uheldige hændelse stadig påvirker ham 40 år senere.

Romanen foregår i udkantsholland på landet, hvor landbruget er i forfald og samfundet på tilbagegang. På overfladen en roman om en kompleks familie i sorg og sammenhold på trods. På et andet plan et portræt af udkantsholland. Familiens gård er et symbol på familiens og samfundets forfald. Romanen minder i tematik og fortællestil om ’Berlinerpoplerne’ af Anne B. Ragde. Gerbrand Bakker forstår ligesom Ragde at bevæge læseren og tegne ærlige og nænsomme portrætter af mennesker, som man holder af. Især den 5-årige Dieke vil tage læseren med storm.

Sproget og stilen skaber en stemningsmættet læseoplevelse, som man næsten kan smage, lugte og tage at føle på. Forskellige situationer og stemninger opleves med skiftende fortællestemmer og historien kommer dermed hele vejen rundt i familien. Hele tiden udfolder der sig lidt mere af historien og personerne. Ikke kun er historien spændende og medrivende, den er også godt fortalt med fortræffelig sans for at sammenstykke en historie bid for bid. Dette er efterårets helt store læseoplevelse, som du ikke må gå glip af!

Forfatterens debutroman ’Ovenpå er der stille’ (2006) er hædret med verdens største litterære pris ”International IMPAC Dublin Literary Award”. Mon ikke der også falder en litterær pris eller to af til denne roman?

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Birthe Lundsgaard
Faustnummer
28995091
Graphic
Imperiet/Alette Bertelsen
ISBN
9788702102406
Antal sider
265

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer