Bog

Jeg brød et løfte

Af (
2007
)

Anmeldelse

Jeg brød et løfte af Dorthe Emilie Røssell

03 maj.20

Barsk og meget fin beretning om 10-årige Dorthe, som oplever et Danmark, der er besat, og modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig på tætteste hold.

Dorthe Røssell er født i 1934 i København, og hun voksede op i en familie, hvor hun var tæt knyttet til sin far. Da tyskerne besatte Danmark, sagde faren: ”Det vil vi ikke finde os i. Vi vil kæmpe lige til dag, tyskerne er ude af landet og vi atter er frie.”

Der gik derfra ikke lang tid, til hendes far var medlem af en modstandsgruppe – Studenternes Efterretningstjeneste - og Dorthe fik hurtigt små opgaver som at hente og bringe illegale ting eller meddelelser, somme tider skjult i dukkevognen med et hemmeligt rum. Hun lærte endda også at skyde.

Sankt Hans aften blev i 1944 fejret i sommerhuset, men den fik en brat afslutning, da Ib Birkedal Hansen fra Gestapo dukkede op og arresterede Dorthes mor og far. To dage senere blev Dorthe hentet af Gestapo, og hun blev  forhørt af Ib Birkedal Hansen, men hun sagde ingenting, selv om Birkedal truede med at skyde hendes far.

Faderen kom til Frøslev og senere til Neuengamme, men han var hårdt medtaget. Han overlevede, men både han og moderen var mærkede for livet. Da faderen kom hjem, måtte hun love ham, at de aldrig nogen sinde skulle tale om oplevelserne, og at de skulle glemme dem. Men det kunne de selvfølgelig ikke, og oplevelserne har plaget hende de sidste 60 år. Først da hun kom i kontakt med Peter Øvig, som var ved at skrive en bog om Ib Birkedal Hansen, brød hun løftet til sin far.

Udover de dramatiske begivenheder fortæller forfatteren også om dagligdagen, om folk i gaden, om indkøb, om skolen m.m. Dorthes erindringer er fortalt lavmålt og konstaterende, uden at gøre for meget ud af de dramatiske og barske begivenheder, og det er med til at give bogen et meget troværdigt udryk. Sproget er let at forstå, bogen vil kunne læses af store børn, og den vil være oplagt som udgangspunkt for samtaler om 2. Verdenskrig.

Bogen udkom første gang i 2007, og i 2020 har den fået ny aktualitet, da den danner baggrund for DR’s dramadokumentar 'Min fars krig', hvor Dorthe Emilie Røssel forsøger at finde svarene på hvad der skete med hendes far, hvordan han kunne overleve, og hvad Ib Birkedal Hansen er for et slags menneske, som kan mishandle og torturere andre.

Bogdetaljer

Forlag
Roskilde Bogcafé
Faustnummer
26716616
ISBN
9788790524692
Antal sider
127

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer