Bog

Jagten på nazisternes guld : Bariloche, Argentina

Af (
2020
)

Anmeldelse

Jagten på nazisternes guld : Bariloche, Argentina

04 mar.21

Nu går den vilde skattejagt. Veldrejet spændingsroman trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig.

I efterkrigsårene gav sydamerikanske lande som Argentina højtstående nazister frit lejde. Landene havde brug for driftige forretningsfolk og kapital. Derfor tog man imod disse krigsforbrydere med åbne arme. Denne skamplet fra efterkrigstiden skaber rammen for Anne Sofie Hammers og Lise Bidstrups spændingsroman for børn og unge.

Teenageren Anton bliver sendt til Argentina for at besøge en fjern slægtning. Det er kun modvilligt, at han tager afsted. Men efter en mislykket gymnasiestart, giver hans forældre ham ikke noget valg. Familiens forbindelse til landet skyldes, at Antons oldefar ved krigens slutning flygtede og bosatte sig i Argentina. Familien har fortalt Anton, at hans oldefar var frihedskæmper under besættelsen. Flere år senere tog Antons farfar turen den anden vej, tilbage til Danmark. Inden afrejsen besøger Anton sin nu demente farfar på plejehjemmet. Ved dette besøg virker farfaren bemærkelsesværdigt sammenhængende, og han insisterer på at give Anton en cigaræske med, som er fyldt med gamle optegnelser og en nøgle.

Ved ankomsten til Argentina finder Anton sig hurtigt godt til rette hos sin gæstfrie tante Ana Maria. Han bliver venner med de to søskende; Miguel og Guada. De to venner reagerer dog med stor forundring, da Anton fortæller sin oldefars historie. For det var ikke frihedskæmpere, der flygtede til Argentina, det var nazister. Da Anton efterfølgende inviteres hjem til byens utilslørede nazist Dieter Winkler, ser Anton ved et tilfælde et foto af sin oldefar. Det går op for ham, at der findes en anden sandhed om hans familie. Sammen med sine venner begiver han sig ud på en farlig og strabadserende vandring i bjergene for at forfølge de spor, farfaren har givet ham. I hælene har de stornazisten Dieter Winkler og hans forbryderiske flok, som tror, at Anton og vennerne er på sporet af nazisternes guld.

Sproget er flydende og let og består overvejende af Antons tanker og talesprog. Der er en sanselighed i sproget, som er med til at levendegøre og dramatisere fortællingen og hans stormende forelskelse i Guada. I fortællerholdningen er der en tydelig afstandstagen til nazismen. I romanen er det konsekvent den unge generation, der giver udtryk for deres afsky. Det bliver nuanceret ved, at Dieter Winklers søn åbenlyst ikke deler farens holdninger. Dette giver håb for fremtiden. Samtidig er der en eksplicit advarsel til læseren: ”nynazister, altså mennesker, som ikke selv har oplevet krigen, men som bakker op omkring den nazistiske ideologi og tankegang, findes stadig, både i Argentina og her i Danmark.”

Det er en veldrejet fortælling i en lækker indpakning af eksotiske destinationer og forelskelse. Handlingen bygger på virkelige hændelser, hvilket helt klart vil tiltale nogle læsere.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
48030599
ISBN
9788763865760
Antal sider
236

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer