Bog

Jagten på Nostradamus' forsvundne profetier

Af (
2010
)

Anmeldelse

Jagten på Nostradamus' forsvundne profetier af Mario Reading

31 aug.10

Konspirationsthrilleren lever og har det godt - denne roman tager fat på den mystiske Nostradamus og hans profetier eller snarere jagten på de forsvundne 58 af hans forudsigelser.
 
Sigøjneren Babel Samana har sat en annonce i en fransk ugeavis, hvor han angiveligt forsøger at sælge nogle gamle dokumenter fra Nostradamus. To mænd svarer på hans annonce: Forfatteren Adam Sabir, som har skrevet en bestseller om netop Nostradamus, og den mystiske Achor Bale, som har sin helt egen private dagsorden.

Bale tilhører en ældgammel orden, Corpus Maleficus, hvis primære og obskure formål er at tilskynde til ondskab, og han vil for enhver pris undgå, at Sabir kommer i besiddelse af papirerne. Bale myrder sigøjneren, og Sabir, som nu mistænkes for forbrydelsen, søger tilflugt i en sigøjnerlejr, hvor den myrdedes søster, Yola og hendes fætter, Alex bliver hans forbundsfæller i den videre jagt. Det viser sig nemlig, at Yola er direkte efterkommer af Nostradamus, og hun har arvet et gammelt skrin, som leder videre til en statue af en sort madonna.

Bogen er solgt til udgivelse i 35 lande, og det er da på mange måder også en underholdende og fængslende historie. Der er bestemt ikke sparet på spændingselementerne, og forfatterens trick med at lade de mange korte kapitler slutte med at lade heltene være i knibe, og med hele tiden at skifte mellem de forskellige personer virker optimalt. Som læser gribes man af det hæsblæsende tempo, men alligevel er det som om historien mangler noget baggrund og substans.

Forfatteren, som ellers har skrevet flere bøger om Nostradamus’ liv, har tydeligt svært ved at få sit baggrundsmateriale og især profetierne til at fremtræde tydeligt, og derfor optræder den ellers så interessante forhistorie kun som det løst tilknyttede skelet for selve skattejagten.

Bortset fra beskrivelserne af de franske sigøjnere og deres liv og mytologi, er der endvidere ikke særlig meget kød på personerne. Sabirs baggrund hører man næsten ikke noget om, og den farlige og uden tvivl psykopatiske skurk forbliver blot en kliché.

Det har dog vist sig, at nærværende bog kun er første del af en trilogi, anden del er netop udkommet i England, og man kan da kun håbe, at Nostradamus og hans fascinerende profetier omkring jordens skæbne i 2012 får større plads i de kommende bind..

Bogdetaljer

Forlag
Sohns Forlag
Oversætter
Steen Sohn
Faustnummer
28332262
ISBN
9788791959707
Antal sider
400

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer