Bog

Ingen venner, hvad nu?

Af (
2019
)

Anmeldelse

Myntes dagbøger: 'Ingen venner, hvad nu?' (1) og 'Livet er en fest' (2) af Stinestregen

06 jan.20

Smukke og detaljerede dagbøger om pigen Myntes liv og de problemer der er, når man skal flytte fra by til land og ens forældre intet forstår. De er krydret med fantastiske tegninger og forskellige kruseduller. Præcis som i en rigtig dagbog.

Mynte går i 7. klasse og er flyttet med sine forældre fra Østerbro til en lille by, som hun kalder ”Møgby”. De er flyttet pga. hendes mors arbejde. Nu har Mynte skullet starte i ny skole, finde nye venner og har måttet starte en ny dagbog.

Gennem dagbogen beskriver hun livet for en teenager i 7. klasse, som savner sine venner og Østerbro. Hendes far og mor forstår ingenting og vil ikke tillade, at hun får den smartphone, som hun så desperat har brug for, hvis hun skal være som sine venner på Østerbro eller, hvis hun skal snakke med dem.

Det eneste gode er hendes kat Pizzamis, som hun elsker højt. En dag starter en polsk pige i klassen, som Mynte rigtigt gerne vil være venner med. Selvom de to piger ikke kan tale sammen, finder de ret hurtigt ud af, at de i stedet kan tegne til hinanden og på den måde kommunikere. Dette bliver et vendepunkt for Mynte, som nu kan dele sine frustrationer over at været flyttet med sin nye veninde.

Da Mynte og hendes far skal på besøg i København, glæder Mynte sig helt vildt, men uanset hvad hun gør, er det som om, at hendes veninde ikke forstår hende. Til sidst taler de slet ikke sammen mere. Mynte kan ikke forstå det.

Andet bind af ’Myntes dagbog’ rummer både humor og alvor og fortæller om en teenagers hverdag med alt, hvad det indebærer; Tøjkriser, dans med bedsteveninden Zosia, at flirte med nogen fra niende, fest hos den perfekte kusine, slankekure og (værst af alt) billeder af sig selv bagefter. Og en ny krise.

Det er StineStregen, som har skrevet og illustreret de to bøger om Mynte, der begge er udformet som dagbøger med linjeret papir og alle Myntes tegninger og kruseduller. Det gør simpelthen bøgerne uimodståelige. Og når man læser dem, opdager man desuden, at de også er virkelig gode.

De er fulde af situationer fra hverdagen krydret med god humor. StineStregens måde at blande det hele sammen på er meget indbydende for både store og små. Det er starten på et charmerende bekendtskab med Mynte, hendes familie og venner, som, jeg er sikker på, at piger fra 10 år og opefter vil elske at læse.

Der er flere bøger på vej i serien, og dem glæder jeg mig rigtig meget til.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
47253535
ISBN
9788702287332
Antal sider
140

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer