Bog

Imperial Bedrooms

Af (
2010
)

Anmeldelse

Imperial Bedrooms af Bret Easton Ellis

08 nov.10

Ny underfundig ”Hollywood-noir” roman af USA´s store chok-forfatter Bret Easton Ellis.

’Imperial Bedrooms’ er en selvstændig fortsættelse af romanen ’Under Nul’. Det er de samme personer vi følger, men nu er de desillusionerede teenagere blevet voksne mennesker i fyrrerne. Vi følger hovedpersonen Clay, der som succesfuld manuskriptforfatter er vendt tilbage til Los Angeles for at caste skuespillere til sin kommende film ”The Listeners”. Snart møder han den karismatiske, men talentløse skuespillerinde ved navn Rain Turner, en ung kvinde som han forelsker sig voldsomt i. Desværre er Rain en beregnende ung kvinde, og Clay fornemmer snart at hun kun har indledt et forhold med ham for at få en rolle i hans kommende film.

I mellemtiden sker der mange mærkelige ting, idet en mørk bil bliver ved med at forfølge Clay, han modtager underlige sms’er med tekster som ”Jeg holder øje med dig” og der bliver flyttet rundt på ting i hans lejlighed.

Det viser sig også snart at Rain muligvis har været sammen med den myrdede Kelly Montrose – har hun haft noget med mordet at gøre, og er Clay det næste offer?

Er Clay paranoid, er han forvirret i den rus af stoffer og alkohol, som han konstant bevæger sig rundt i, eller er der virkelig nogen, der forfølger ham?

Bret Easton Ellis har sin helt egen stil og form, og man skal ikke forvente en ”lige ud ad landevejen” historie, når man giver sig i kast med en af hans bøger. I ingen af hans bøger er man helt sikker på, hvad der er virkelighed og fantasi.

I et interview på dansk tv for nylig fortalte Easton Ellis, at hans romaner er en måde at gøre op med egne indre dæmoner. Derfor mener jeg ikke man skal forarges over hans bestialske beskrivelser af sex og vold, men i stedet tolke det som symbolik for en sindets tour-de-force.

Der er gået mange år siden Bret Easton Ellis chokerede verden med sin bog ’American Psycho’. Både bogen og forfatteren fik på det nærmeste kultstatus verden over, og i 2000 blev bogen filmatiseret. Det var dog romanen ’Under Nul’, der blev hans gennembrud, og i dag anses Bret Easton med rette for at være en af verdens største postmodernistiske forfattere.

Bogdetaljer

Secondary title
2. del af: Under nul
Forlag
Rosinante
Oversætter
Claus Bech
Faustnummer
28452470
Graphic
Chip Kidd, dansk versionering: Imperiet
ISBN
9788763815253
Antal sider
185

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer