Bog

Ildvidnet

Af (
2012
)

Anmeldelse

Ildvidnet af Lars Kepler

09 okt.12

Lars Kepler skaber en perfekt cocktail af action, spænding og decideret overnaturligt gys i denne tredje del, der følger efter ’Hypnotisøren’ og ’Paganini-kontrakten’.

På institutionen Birgittagården, en anstalt for unge piger med psykiske problemer, bliver der begået et bestialsk mord. En af anstaltens unge piger findes myrdet på sit værelse, og én af sagens mere kuriøse sider er, at pigens lig er arrangeret med hænderne for ansigtet. Hvorfor?

Kriminalkommissær Joona Linna sættes på sagen, hvor alle beviser snart peger på, at det er én af Birgittagårdens andre anbragte piger, den kun 15-årige Vicky, der har begået mordet. Vicky er imidlertid stukket af fra institutionen, og nu går jagten ind på den unge pige. Undervejs begynder Joona Linna at optrevle Vickys fortid, og dette bringer ham i tvivl. Er det virkelig Vicky, der er morderen, eller er hun også et offer og en syndebuk?

Gennem hele læsningen af ’Ildvidnet’ følte jeg mig hensat til en ”Twin Peaksk” stemning. De mørke svenske skove, granernes susen og buldrende dystre floder danner tilsammen en perfekt ramme for et gys.

Og uhyggen stopper ikke her. Det er totalt hårrejsende når den (måske) synske Flora Hansen får besøg af spøgelset af en myrdet pige. Ja, faktisk er det så uhyggeligt, at jeg personligt måtte hente hunden ind i sengen under læsningen, så den kunne holde eventuelle spøgelser på afstand.

I det hele taget formår forfatterne at skabe en perfekt cocktail af action, spænding og decideret overnaturligt gys, hvilket resulterer i, at denne krimi adskiller sig fra main-stream udgivelserne.

Det er efterhånden almindeligt kendt, at Lars Kepler er pseudonym for det svenske forfatterpar Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril. Parret havde et massivt gennembrud med krimien ’Hypnotisøren’, som blev efterfulgt af ’Paganini-kontrakten’. ’Ildvidnet’ er tredje del i serien, og jeg vil vove den forsigtige påstand, at denne tredje del faktisk er bedre end de to forrige. Og det siger ellers ikke så lidt!

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Jesper Klint Kistorp
Faustnummer
29572070
ISBN
9788702125719
Antal sider
577

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer