Bog

Ib Spang Olsens ABC

Af (
2015
)

Anmeldelse

Ib Spang Olsens ABC af Søren Vinterberg

06 jan.16

Fint og billedrigt biografisk opslagsværk over en af dansk kulturlivs største kunstnere, Ib Spang Olsen. Søren Vinterberg tegner et levende billede af et spændende og passioneret menneske.

For mig er dette uden tvivl en af årets dejligste bøger. Thomas Winding var stemmen i mit liv, og Ib Spang Olsen var stregen. Hele mit liv har jeg nydt at forsvinde ind i Ibs tegninger af nisser, trolde og en hel masse andet. Jeg kan aldrig se mig færdig på hans univers. Denne biografi om Ib Spang Olsens liv og arbejde er en ren nydelse. Bogen er rigt illustreret og med en del fotos.

På min væg hænger ”5 små troldebørn”, som jeg hilser på hver morgen – så er dagen i gang! Og på den måde er Ib Spang Olsen en del af min hverdag. Søren Vinterberg har skrevet biografien, og han er et godt valg. Han holder af Ib, og det kan man mærke. Der er en fin tone i bogen, der både fortæller om det professionelle og det private menneske.

Bogen er inddelt i bogstaver fra A til Å, og det fungerer rigtig fint. Fra Ane lagde anemoner over Bolsjedyr og Julekalender og Quinder til Det bedste og det værste.

Der er en fin oversigt over Ibs bøger og større illustrationsopgaver.  Å indeholder Ibs liv, År for År. Men det allerbedste er for mig de mange fine tegninger og illustrationer. I Ib Spang Olsen havde vi en sand kunstner, der lever videre i mange genrationer endnu, heldigvis. Han var myreflittig, som Thomas Winding har sagt om ham: ”Hvis han ikke har mindst tre ufærdige projekter liggende på sit bord, ringer han selv op og skaffer sig nogle opgaver, han ikke kan nå”.

Ib Spang Olsen blev født i 1921, døde i 2012 og var aktiv i dansk kulturliv i 70 år. Det er imponerende og en stor del af mange danskeres bevidsthed. Jeg er helt sikker på, at jeg vil tage bogen frem mange gange og slå op et tilfældigt sted og bare nyde. En dejlig bog og en oplagt gavebog til en der er lige så pjattet med Ibs streger som jeg.

Jeg lader Martin Spang Olsen få de sidste ord, fra digtet han skrev og læste højt til Ibs begravelse:


”Med en ordenssans som nisser
og et ydre som en trold
ku’ du skrabe fine ridser
gennem øjets våbenskjold”

Originally published by Lida Wengel, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
51967933
ISBN
9788711357972
Antal sider
343

Halfdans ABC

Halfdan Rasmussens ABC præsenterer alfabetets 28 bogstaver i velkendte og tossede rim og remser i et underfundigt univers med fantastiske tegninger.

Originaludgave: 1967

Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer