Bog

I Spanien

Af (
2005
)

Anmeldelse

I Spanien af H. C. Andersen

01 mar.05
Skribent

Mange kender citatet ”At reise er at leve” – fra ”Mit Livs Eventyr”. Og rejse – det gjorde Andersen mange gange.

Bortset fra hans velkendte hypokondri og en række fikse ideer (f.eks. pladsangst og skræk for fejl i rejsepasset og ildebrande), så var Andersen en begejstret, ihærdig og uforfærdet rejsende. Altid på udkig efter inspiration til nye romaner og eventyr. Desuden nød han at blive fejret og få den anerkendelse, han først opnåede i Danmark i sine senere år.

At rejse sammen med ham i dag via hans rejseskildringer er at opleve stedernes farver, lyde, lugte, temperatur – det er at se 1800-tallets liv for sit indre øje i både små situationer og store seværdigheder – så levende beskriver han tingene for os.

Bogen om Spaniensrejsen i 1862/63 åbner med en lovprisning af jernbanerejsen som den moderne og bekvemme rejseform. Men fra Perpignan må H.C. skifte til den første af rejsens mange diligencer – afgang kl. 3 morgen – 12 heste med bjælder er forspændt - passagerer og gods tæt stuvet: ”Jeg sad i en Coupé hos en Moder og en Datter, begge to spanske og med utilladeligt store Crinoliner; vare de komne til Skagen, Moderen alene havde dækket hele den nordlige Deel af Grenen”.

Også de øvrige rejsestrækninger er beskrevet med stor humor og en skarp iagttagelse af medrejsende og lokale skikke.

På denne rejse bliver han næsten en slags reporter, som forsyner os med masser af detaljer, dagligdags iagttagelser, historiske facts, naturbeskrivelse, kunst- og litteraturhistorie. Alt interesserer ham, og hans poetiske sind registrerer så fint.
Han havde nemlig mere tid for sig selv – simpelthen fordi han ikke var så kendt og berømt i dette land.

Andersen nåede at opholde sig i 14 spanske byer (+ et besøg i Nordafrika), men især Barcelona og Malaga syntes han om.
Oplev f.eks. en frygtelig regnoversvømmelse i Barcelona (en slags omvendt tsunami), eller den rystende skildring af en tyrefægtning i Malaga: ”En Snees Heste og fem Tyre vare dræbte, endnu skulle syv kæmpe, men jeg havde i dag seet Nok, var saa opfyldt og betagen deraf, at jeg forlod Arenaen …”

Eller en grotesk ”ballet”oplevelse i Granada: ”Jeg foldede mine smaa Hænder og raabte ikke: ”Allah!” men ”Bournonville! … ;hvor er Du stor!” jeg styrtede ud i den friske Luft, i den illuminerede Stad, som Maanen seilede hen over …”

Eller … nej, jeg stopper her! Rejs hellere selv med Andersen ud i den vide verden!

H.C. Andersen: I Spanien. Findes i en del udgaver, bl.a. i: Romaner og Rejseskildringer, bd. 7. Gyldendal 1944, og i paperback: Reitzel 1988.
Originaludgave: 1863

Andre herlige rejseberetninger:
En Digters Bazar. 1842 (Tyskland, Italien, Grækenland, Orienten, Donau mm.)

I Sverrig. 1851

Bogdetaljer

Forlag
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Borgen
Faustnummer
25675738
ISBN
9788721022990
Antal sider
275

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer