Bog

I kyklopernes land

Af (
2020
)

Anmeldelse

I kyklopernes land : tekster 2009-18 af Karl Ove Knausgård

13 feb.20

I kyklopernes land rettes læserens blik mod alt fra fortidens vikingetogter til nutidens hjernekirurgi i Albanien – øjet tilhører Karl Ove Knausgård, og han ser, så vi kan se os selv. 

Jeg har læst Karl Ove Knausgårds essaysamling 'I kyklopernes land’. Og jeg skal gøre det helt tydeligt for alle. Det er ikke let at skulle anmelde en sådan samling tekster, som er skrevet igennem en årrække på næsten 10 år, og som består af 19 meget forskellige essays, der strækker sig over 450 sider, som alle er forankret i Knausgårds mere eller mindre nørdede, analyserende og filosofiske tanker og derfor kræver tid for at bundfælle sig. Men hvis du har læst Knausgård før, ved du, at det tager tid at læse ham. Hvis ikke, så er mine varme anbefaling, at du sætter tiden af til det. 

Vi kommer vidt omkring i disse essays, hvor Knausgård blandt andet bliver klogere på hjernekirurgi i Albanien, babyrytmik og desuden i mange af teksterne forsøger at forstå livet igennem sit blik på kunsten. Hans referenceramme er enorm, når vi bevæger os imellem så forskellige kunstnere som forfatterne Michel Houellebecq, Jon Fosse og Peter Handke, kunstmalerne Anne Berger og Anselm Kiefer, fotografen Thomas Wågström, musikeren Laurie Anderson og filmskaberen Ingmar Bergman. Men selvom alle navnene ikke nødvendigvis vækker genklang hos læseren, er det stadig vanvittigt spændende at læse Knausgårds tanker; han er en helt fantastisk nørd, når han er allermest passioneret.

I samlingens bedste essay forsøger Knausgård at genopdage Amerika i en art fuldstændig fabelagtig rejsereportage, hvor alt på tragikomisk vis synes at gå galt, og hvor Knausgård undervejs ikke er bange for at udstille sig selv som både uvidende, naiv og forfængelig; det vil sige dybt menneskelig. Alene for denne beretning på lidt over hundrede sider bør man slå op i bogen.

Men hvordan kan disse mange forskellige retninger, som teksterne bevæger sig i, så fungere sammen? Selv skriver Knausgård om sine essays:
… det er et essay, altså et forsøg, det indebærer famlen og tvivl, siger jeg undskyldende til mig selv, det er personligt, og det er selve vejen der er det vigtige, ikke målet. ” 

Knausgård opererer ud fra sine følelser og rygter, fornemmelser og antagelser, og på den måde ligner teksterne hinanden. Emnerne kan skifte, men metoden, han går til det på, er det, der kan binde de små perler sammen på en snor, så det i sin helhed tager sig ud som et majestætisk smykke. Når Knausgård skriver, forsøger han i sin enkelthed bare at beskrive og forfølge de følelser, et givent emne vækker i ham, alt imens han næsten altid kommer ind på tidsånden, altså det i samtiden som kunstneren af naturlige årsager selv kan have svært ved at have overblik over, fordi tingenes tilstand først bliver synlig på tværs af tiden, når kulturen forandres. ” … det man er en del af, ser man ikke før man træder ud af det, og så er man ikke længere en del af det. Relationen er den samme som forfatteren har til samfundet, eller Orfeus til Eurydike. ” 

Undervejs i samlingen skriver Knausgård meget om kunsten. Han reflekterer over og analyserer på sine store idolers arbejde indenfor både litteratur, billedkunst og musik. Her skriver Knausgård om et af sine store idoler, Bob Dylan:

Alle forfattere, kunstnere og musikere kender den følelse, når man forsvinder ind i det man er i gang med, mister sit selv og ikke længere er klar over at man findes, samtidig med at netop den følelse af at findes, at eksistere, er større end nogensinde, og det man gør, er bedre end nogensinde. Det som er skabt i den tilstand, burde egentlig ikke udgives under eget navn, fordi det er skabt af alt det navnet ikke dækker, det ikke-personlige, det ikke-særegne, det selvløse. ” 

Selvom alt, hvad Knausgård skriver, er bundet til hans navn, fordi han metodisk investerer sig selv i fortællingen, som han nu engang gør, er det alligevel omtrent den samme følelse, man som læser sidder med, når man læser Knausgård. Han har evnen til at forføre læseren; Knausgårds tanker føres over i læseren, og for en stund bliver man selvløs på en måde, der tillader en at forfølge følelsen af at kunne nå til en større indsigt i livet.

Litteraturen er ufærdig som livet, meningsløs som livet, mangfoldig som livet, retningsløs som livet, og kan af og til, ligesom livet, fortætte sig i enorme klynger af meningsfuldhed og verdensnærvær. Disse klynger er som store lys, de breder sig ud til alle, direkte og indirekte, ophøjer os, men til det vi er, ikke til det vi skulle have været eller kunne have været. Deri, at al litteratur stræber mod disse klynger, som er gode fordi de er sande, og som lyser hele kollektivet op men næsten aldrig formår at komme derhen, ligger litteraturens berettigelse: Litteraturens værdi ligger i forsøget på lyset, ikke i lyset. ” 

Jeg har delt mine kvaler ved at skulle klemme essensen af 19 essays ud på meget lidt plads. Men faktisk kan det for læseren være en stor styrke, at Knausgård for en gang skyld er brudt lidt op i mere mundrette bidder. Du kan på den måde spise Knausgårds essays som en delikat novellesamling, du sluger til natmad, inden du dejligt mættet lægger dig til at sove. 

Bogdetaljer

Secondary title
tekster 2009-18
Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Sara Koch
Faustnummer
47640903
ISBN
9788711906972
Antal sider
456

Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgård er med sit mastodontiske 6-bindsværk ’Min Kamp’ blevet definitionen af autofiktion. Men Knausgård er meget mere. Han er nærværende, filosofisk, højtflyvende og dejligt hverdagslig.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer