Bog

I Frankensteins fodspor

Af (
2022
)

Anmeldelse

I Frankensteins fodspor

06 jul.22

En hyldest til den gotiske litteratur og en interessant fortsættelse af historien om Frankenstein, der handler om monstre, ensomhed og etik, men også om venskab og kærlighed.

Maggie er vokset op med historien om den vanvittige Victor Frankenstein, og det væsen, han skabte. Hendes far er besat af at finde væsnet, og derfor har Maggie ofte været efterladt i sin elskede tantes varetægt. Da hendes tante dør, ser Maggie en fremmed mand ved begravelsen, og kort efter begynder hendes far at tale om en ekspedition, der kan bringe stor værdi til videnskaben og den menneskelige civilisation.

Maggies far vil rejse ud for at finde skabningen, og den mystiske grev Florenzo vil sponsorere missionen til gengæld for, at han bringer væsnet med tilbage. Maggie sniger sig sammen med sin ven, kælemusen Victor, uset ombord på skibet Moby Dick, som hendes far skal med. Skibet har kurs mod Arktis, og kaptajnen og skibet hedder Ishmael. Da skibet når frem til sin destination, forundres Maggie dybt over alt det fremmede, hun møder. Skabningen kan de ikke finde, selvom historierne er mange.

Den ene historie fortæller om den kærlighed, der opstod mellem væsnet og en ung kvinde. En kærlighed, der resulterede i sønnen Kata, som opspores af besætningen, tages til fange og tvinges med skibet tilbage til New York, hvor han skal udgøre hovedattraktionen i en stor cirkusforestilling. Men heldigvis er Maggie sammen med Kata, der af inuitterne kaldet "Drengen med regnbuesjælen", og han er meget særlig.

Store klassikere mødes, da Moby Dick optræder som et skib med kaptajn Ishmael som kaptajn, og senere har en karakter fra James Fenimore Coopers ’Amerikanske fortællinger’ sneget sig med ombord, og det er ikke de eneste. Bogen fortæller om svigt, uvidenhed, udnyttelse, magt og intolerance. Samme tematikker i lignende rammer møder man i romanen Det forunderlige cirkus af Elizabeth Macneal, der dog er skrevet til det voksne publikum. Spørgsmålet om, hvem der er det sande monster, blev stillet i Frankenstein, og stilles også i denne bog. Maggie fortæller, at hun indimellem har været jaloux på Frankensteins monster, fordi hun voksede op med en far, der var mere optaget af væsnet end af sin datter. Alligevel bliver de hinandens kæreste venner.

Romanen giver et spændende nyt perspektiv på den velkendte historie om Frankenstein. Historien er forunderlig, fordi den har indfanget de mange følelser fra fortællingen og troværdigt har digtet videre, så det er blevet en tempofyldt historie.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Oversætter
Klavs Brøndum
Faustnummer
62754125
ISBN
9788762740099
Antal sider
261

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer