Hyperion eller: Eremitten i Grækenland

Giv dig tid til en stærk lyrisk læseoplevelse, der på forunderlig vis både udtrykker livsfilosofi og almen menneskelig erkendelse.  Et smukt værk, der er værd at vende tilbage til igen og igen.

Hyperion er efter et ophold i Tyskland vendt tilbage til sit fædreland, Grækenland, og her beskriver han i en række breve, hovedsageligt til sin ven Bellarmin, om begivenhederne i sit liv. Vismanden Adamas fortæller Hyperion om det klassiske Grækenland, om dets idealer og gudernes leg med menneskers skæbne. Vi hører om barndommens paradis og om længsler og drømme om at udrette noget stort.  Vi hører om forelskelsen og kærligheden til Diotima, som desværre dør ung. Vi hører om venskabet til den handlende Alabanda, der også fører Hyperion i krig, men heldigvis bliver han kun såret.

Vi er i 1700-tallet, en tid med revolutioner, opbrud og længsel efter oldtidens storhed og idealer. Hyperion vil gerne udrette noget stort, men må sande at det gjorde han ikke. Livet var fyldt med berusende øjeblikke og kærlighed samt momenter af klarhed og fylde, men lige så ofte lå sindet i en tunnel af mørke og tungsind. Denne vuggen op og ned  som en del af menneskers urvilkår er her beskrevet af en mester.

”Og dog vender foråret tilbage”. Naturen spiller en alt afgørende rolle i den lyriske brevroman, der falder i to dele, og som begynder og slutter det samme sted, nemlig i Grækenland. I naturen, hvor himlen leger med skyer og solskin, genfinder han en ny harmoni og erkendelse:  ”Med mere stille sanser kom jeg atter ind i livet, og min sjæl blev mere opmærksom. Med sit letteste trylleri viftede himlen til mig, og mildt som en blomsterregn vældede de muntre solstråler ned.”

Friedrich Hölderlin (1770-1843) er én af de store ikoner i tysk digtning og er en kilde til inspiration for forfattere. Hans forfatterskab er stadig genstand for ivrig diskussion.

Bogen er dobbeltsproget, så på et dobbeltopslag kan man både læse den tyske originaltekst og den danske oversættelse ved Hans Christian Fink. Digteren Peter Laugesen har skrevet et efterord, der sætter teksten og forfatteren ind i en sammenhæng. Per Kirkebys 12 litografier i matsorte og gråhvide toner matcher stærkt de lyriske sansninger og stemninger i bogen.