Bog

Hvis jeg var statsminister

Af (
2022
)

Anmeldelse

Hvis jeg var statsminister

10 jun.22

Herligt uhøjtidelig og inspirerende billedbog om, hvad et barn ville bestemme, hvis det var statsminister.

Her er både plads til ønsker om ekstra skærmtid og slik til børnene, men også altruistiske ideer om at forbedre livet for flygtninge, at gøre syge mennesker raske, give de venneløse venner og stoppe forurening. Bogens farverige børneperspektiv gør tonen let og legende, og det kan inspirere både børn og voksne til at se verden fra en ny vinkel, hvor der er plads til drømme og forandring.

Denne bog er helt perfekt til de 4 til 6-årige, der er fulde af store og små spørgsmål om verden. Statsministerposten er selvfølgelig en meget magtfuld position, og den bliver endnu mere magtfuld i børns livlige fantasi. I denne billedbog filosoferer en dreng over, hvad han ville bestemme, hvis han var statsminister, og det er ikke bare småting, han kaster sig over.

Alle skal have lov at have en swimmingpool og en hund, hvis de vil have det – det er klart, og der skal være mere is og slik og flere trampoliner. Men drengens drømme er ikke bare egoistiske ønsker. Her er en god blanding af altruistiske ideer, mere eller mindre praktiske løsninger på almindelige hverdagsproblemer og så fis og ballade for resten af pengene. Drengens ideer får liv af den farverige streg på bogens sider og virker pludselig ikke helt så utopiske længere. Det giver læseren inspiration til at drømme videre og finde på flere ideer, der er endnu vildere.

Bogen er oplagt som springbræt til en snak med barnet om, hvilken verden, det ønsker at leve i. Her er åbent for alle ideer. Ingen drøm er for stor og intet ønske for vildt. Hvilke drømme, der er realistiske, og hvilke formodentlig må forblive ønsker; den snak kan passende vente til en kedelig dag langt ude i fremtiden. Jeg stemmer i hvert fald for ideen med chokoladepauser til de hårdtarbejdende.

Af bøger i samme kategori kan nævnes den smukke billedbog Forandring synger af poeten Amanda Gorman, der opfordrer barnet til ikke bare at drømme, men til at være og gøre. Både denne og ’Hvis jeg var statsminister’ giver barnet håb om at kunne bidrage til positive forandringer i verden, og det er opløftende og inspirerende højtlæsning for børn i børnehavealderen.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Marie Brocks Larsen
Faustnummer
62616458
ISBN
9788740685381
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer