Bog

Hvid død

Af (
2010
)

Anmeldelse

Hvid død af Karin Slaughter

19 apr.10

Mørk og dyster thriller om hvad der gemmer sig under overfladen i en lille by.

Politikommissær Lena Adams må meget mod sin vilje vende tilbage til sin fødeby for at undersøge, om hendes onkel har det godt. Lena har kun dårlige minder om byen, og forholdet til onklen, som gennem det meste af hendes barndom var narkoman, er heller ikke det bedste. Alligevel giver hun sig til at grave i, hvad der har fået onkelen til at falde i, efter at han i årevis har haft lagt stofferne på hylden.

Det skulle hun ikke have gjort. Snart bliver en kvinde fundet brændt ihjel i en bil på skolens fodboldbane – og Lena er den oplagte mistænkte, da hun sidder på tilskuerpladserne med en benzindunk under den ene fod. Hun nægter at fortælle, hvad der er sket.

Da hendes chef Jeffrey Tolliver hører, at Lena er anholdt, kommer han til undsætning. Han tager sin kone, retsmediciner Sara Linton med. De finder Lena på hospitalet, hvor hun er fikseret til sengen og endnu ikke har sagt et ord. Det ændrer sig, da hun ser dem – hun hvæser, at de skal forlade byen, men det er tydeligt, hun er bange. Og er der noget Lena normalt ikke er, så er det bange.

Under byens kedelige og søvnige overflade flyder det med methamfetamin, og nogen er villige til at begå mord for at holde sandheden skjult.

Læseren kommer under huden på de tre hovedpersoner, mens de hver især og sammen kæmper for at komme til bunds i sagen. Karin Slaughter er en af USA's helt store kriminavne, og det forstår man. Hun skriver mesterlige thrillers, der ikke er for sarte sjæle og meget langt fra de engelske ”hyggekrimier” med detektiver som Miss Marple.

Der bliver ikke sparet på brutal vold i Slaughters bøger, og hun beskriver USA’s skyggesider. Vi bliver præsenteret både for magtfulde naziorganisationer, men får også et rystende indblik i skolesystemet med alle dets mangler.

Der er masser af spænding i ’Hvid død’, og på trods af bogens store omfang er den hurtigt læst. Det er en page-turner.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med: Sara Linton og Jeffrey Tolliver ; 3
Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Mich Vraa
Faustnummer
28186193
Graphic
Jon Asgeir
ISBN
9788791746888
Antal sider
448

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer