Bog

Huset Silvermoor

Af (
2022
)

Anmeldelse

Huset Silvermoor

01 okt.22

En historie om ung kærlighed og dybe venskaber, men også om minearbejdernes vilkår i South Yorkshire i begyndelsen af 1900 tallet og deres spirende kamp for bedre arbejdsforhold. 

Josie og Tommy kommer fra hver sin lille landsby og bliver som store børn helt tilfældigt venner. De første par år mødes de jævnligt og snakker, og deres venskab udviklet sig over tid, men snart indhenter virkeligheden dem, da Tommy bliver sendt ned i minerne for at arbejde.

Et både farligt og opslidende liv dybt under jorden, er hvad Tommy har at se frem til. Men noget i både Josie og Tommy gør dem anderledes end de andre børn og unge i området, og det bevirker, at de ikke bare kan affinde sig med deres skæbne. De kæmper i den grad for et bedre liv for sig selv og hinanden. Det fører dem til familien Sedgewick, en af egnens rige og glamourøse familier. Men også de rige har hemmeligheder og ved tilfældigheder bliver Josie og Tommy viklet ind i familien Sedgewicks mysterier på godt og ondt. Heldigvis er familien Sedgewick ikke som de fleste andre rige på den tid, men faktisk er de også ordentlige mennesker, der på trods af klasseforskellene ser potentiale i såvel Josie som Tommy, så måske de rent faktisk kan ende med at få et bedre liv end det, der umiddelbart ligger i kortene for fattige unge i South Yorkshire.

'Huset Silvermoor' er en virkelig god historisk roman, der tegner et fint billede af minearbejderne og deres familiers slidsomme liv og af mineejernes ikke altid lige ordentlige måde at behandle deres medarbejdere på. Det er spændende at følge arbejdernes spirende kamp for bedre vilkår, selvom det ikke er hovedtemaet i bogen. Heldigvis er fortællingen fyldt med både kærlighed og spænding, forviklinger og venskaber på tværs af klasse og skel. En rigtig fin historie om herskab og tjenestefolk, om rige og fattige, men også om ordentlighed og respekt mennesker imellem. 

Jeg nyder det historiske aspekt i Tracy Reeses bøger og synes, det giver en ekstra dimension I romanerne. Heldigvis mangler der hverken gode karakterer, handling eller kærlighed i fortællingerne. Hun evner i den grad at levendegøre sine karakterer, og som læser er man aldrig i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der ikke er.

Man føler med både Tommy og Josie og med deres forældre og søskende, selvom de ikke kun er ordentlige og kærlige overfor hovedpersonerne. De lever i fattigdom og med en daglig kamp for overlevelse, så man forstår dem egentligt godt. Også de velstillede har problemer og hemmeligheder, selvom de er af en helt anden karakter end overlevelse, og de skal for alt i verden helst holdes skjult for offentligheden. Intet er helt sort eller hvidt, hvilket er med til at gøre historien realistisk og spændende

Bogdetaljer

Forlag
Turbulenz
Oversætter
Poul Henrik Westh
Faustnummer
62884886
ISBN
9788775780495
Antal sider
493

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer