Bog

Hotellet på hjørnet af bitter og sød

Af (
2011
)

Anmeldelse

Hotellet på hjørnet af bitter og sød af Jamie Ford

08 maj.11

Både bitter og sød roman om ung – og umulig -  kærlighed mellem kinesisk dreng og japansk pige i 1940’ernes USA.

”Hans far åbnede øjnene, og hans blik fandt Henry. ”Wo wei ni zuo.” Ordene blev gispet mellem hans besværede åndedrag. Jeg gjorde det for din skyld.”

I 1986 kommer Henry, som er amerikaner af kinesisk afstamning forbi et gammelt hotel i Seattle. I kælderen har man fundet kufferter og andre ejendele, som tilhørte de japanere, som blev interneret i 1942.

Dette bringer mange bitre og søde minder frem hos Henry, og historien springer derefter i tid mellem 1942 og 1986.

Henrys forældre, som er indvandrere fra Kina, gør alt for, at han skal blive amerikaner. Henry bliver sendt til en fin skole, hvor han er den eneste ikke-hvide, og han bliver drillet og slået af de andre elever. Han er meget ensom, indtil den dag han møder en ny elev, japanske Keiko. De bliver venner, selv om Henry må skjule, at han har en japansk veninde, da japanerne ifølge faderen er deres fjender. Efter angrebet på Pearl Harbor bliver alle japanerne anset for spioner og interneret i fangelejre, og Henry og Keiko mister forbindelsen med hinanden.

Henry har altid savnet Keiko, selv om han blev gift og fik en søn, og da vi møder ham i 1986 er hans kone lige død. Henry har aldrig haft et godt forhold til sin far, og på en måde gentager historien sig, for Henry har heller ikke et godt forhold til sin søn, og efter moderens død kan de slet ikke tale sammen.

Jeg blev fanget af historien, især den del, der foregår i 1942, da den fortæller om en del af USA's historie, som var helt ny for mig, især forholdene mellem de forskellige indvandrergrupper og de ”oprindelige” amerikanere. Samtidig er temaerne om fortielser, misforstået hensyntagen, umulig kærlighed og forholdet mellem far og søn evig aktuelle.

Jamie Ford er amerikansk forfatter med kinesiske aner, og han fik stor succes med denne roman, da den udkom i 2009.

Bogdetaljer

Forlag
Bazar
Oversætter
Michael Alring
Faustnummer
28729715
Graphic
Courtesy of the National Archives photo nr. 210-G-C158
ISBN
9788771160048
Antal sider
346

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer