Bog

Hjemkomsten

Af (
2013
)

Anmeldelse

Hjemkomsten af Leon de Winter

12 jun.13

Den hollandske forfatter udkommer for første gang på dansk med en ikke helt vellykket blanding af science fiction, spænding og politiske kommentarer til konflikten mellem jøder og palæstinensere.

Romanen springer i tid fra 2024 tilbage til 2004. I 2004 får den hollandskfødte universitetsprofessor Bram Manning, som lever i Israel sammen med hustruen Rachel og deres nyfødte søn Bennie, tilbudt et job som underviser på Princeton University i USA. Den usikre situation i Israel presser Bram til at tage imod tilbuddet, og fire år senere er han godt i gang med en succesfuld karriere i USA. Familien har desuden fået råd til at investere i et imponerende landsted, da Bennie en dag pludselig forsvinder på mystisk vis. Bram sætter alt ind på at få sin forsvundne søn tilbage, og hans mere og mere maniske søgen fører ham tværs igennem USA uden resultat.

Bram er tæt på at gå i hundene, og ægteskabet er for længst røget sig en tur, da han i Californien redder en lille pige efter et biluheld. Pigens bedstefar, rigmanden Presser, tilbyder i taknemmelighed at hjælpe Bram og får hentet Brams far til Californien. De to mænds indsats (og en række beroligende piller) får langsomt Bram på fode igen, og han vender tilbage til Israel, hvor han nu opretter et detektivbureau med speciale i at finde forsvundne børn.

I 2024 i et sammenbrudt israelsk samfund opdager Bram, at flere jødiske børn er forsvundet i samme tidsrum som Bennie, og en frygtelig sammenhæng mellem de forsvundne børn og den stigende arabiske terror åbenbares.

Det er noget af et plot, forfatteren har fået skruet sammen, og selvom der undervejs forekommer flere usandsynligheder og flere lidt for letkøbte tilfældigheder, så hænger det hele egentlig meget godt sammen. Desværre fungerer romanen ikke som spændingsbog. Det hele bliver for beskrivende, og historien mangler drive. Science fiction-delen, med sin beskrivelse af et Israel, som i 2024 er reduceret til en lille bystat i stærkt forfald, er egentlig ganske interessant. Men den del ville utvivlsomt have vundet ved en mere uddybende beskrivelse af et højteknologisk overvågningssamfund og de tilknyttede opfindelser, hvor især opdagelsen af et særligt jødisk Y-kromosom spiller en væsentlig rolle.

Der, hvor romanen fungerer bedst, er omkring de politiske kommentarer omkring Israel som selvstændig stat og den ældgamle konflikt mellem jøder og arabere. Budskabet er helt klart: Staten Israel skulle aldrig have været oprettet (i Mellemøsten i hvert fald), men når det nu er sket, så er alle tanker om fred en utopi. Den eneste måde, Israel kan overleve på, er ved at slå voldsomt igen på alle attentatforsøg. Ganske tankevækkende og interessant, og selvom det ikke er nok til at betegne romanen som god, så redder det ligesom historien.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Miriam Kathrine Valentin Boolsen
Faustnummer
29953627
ISBN
9788771411348
Antal sider
416

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer