Bog

Herkules' grav

Af (
2011
)

Anmeldelse

Herkules' grav af Andy McDermott

07 mar.11

Bulder og brag, eksplosioner og kampe, helte og heltinder, skurke og iskolde mordere. Andy McDermott er tilbage med endnu en bog i et drønhøjt tempo!

Ved at studere en ældgammel og meget hemmelig tekst er arkæologen Nina Wilde blevet overbevist om, at den sagnomspundne grav tilhørende den legendariske helt Herkules virkelig eksisterer. Sammen med sin kæreste, den tidligere soldat og bodyguard Eddie Chase, tager Nina ud på en hæsblæsende rejse for at finde graven. Desværre er det ikke kun Nina og Eddie, der er ude efter graven, og de dyrebare og uvurderlige skatte, som den indeholder. Det samme er en lang række onde kræfter, mennesker fra samfundets højeste lag, og disse gør alt, hvad der står i deres magt for at forhindre Nina og Eddie til at nå frem til deres mål. Snart er et nervepirrende kapløb i gang, og Nina og Eddies liv trues fra mange kanter.

Hvis man kan lide Indiana Jones og drønhøjt tempo fra start til slut, så er ’Herkules Grav’ den helt rigtige bog! Som læser føler man nærmere at man ser en højspændt actionfilm, end at man læser en bog, og det er jeg sikker på, at mange – især mænd – vil sætte stor pris på.

’Herkules Grav’ er en selvstændig fortsættelse af spændingsromanen ’Jagten på Atlantis’. Begge romaner beskæftiger sig med opdagelsen af fantastiske oldtidsskatte. Hvor Nina og Eddie i første del af serien fandt det forsvundne rige Atlantis, finder de i denne bog frem til endnu en sagnomspunden og uvurderlig skat, nemlig graven tilhørende den legendariske helt Herkules.

Forfatteren Andy McDermott skriver den type romaner som man kan kalde arkæologiske spændingsromaner. Heltene kæmper sig igennem de værste strabadser på deres vej mod målet, og det er mildest talt utroligt så mange trusler, kampe og slagsmål, de kan kæmpe sig igennem og overleve, mens skurkene dør som fluer om ørerne på dem.
Bragende underholdning, som jeg kan anbefale til alle mænd der er ude efter en actionfilm på bog. Kvinder må også gerne læse med, men jeg tvivler på de vil føle sig lige så godt underholdt.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Brian Christensen
Faustnummer
28649819
Graphic
www.edvardbettison.com
ISBN
9788770790987
Antal sider
385

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer