Bog

Heksetid

Af (
2020
)

Anmeldelse

Heksetid

19 feb.21

Fantastiske farveillustrationer giver lyst til fordybelse i teksten, der formidler historisk viden om et emne, der aldrig holder op med at fascinere børn. 

'Heksetid' er en forfriskende og moderne fagbog, der fortæller om hekseri og magi på en fængende og fremfor alt lettilgængelig måde. Bogen kunne have inkluderet endnu flere fakta, men det ville måske have været bekostning af de utroligt smukke illustrationer, der er noget af det allerbedste ved denne bog. Det kunne også have gjort bogen tykkere, og det ville sandsynligvis have skræmt nogle læsere i målgruppen væk. Som det er, formår bogen at gå i dybden med nogle udvalgte aspekter af historien om hekseri og samtidig give lysten til at læse mere om emnet.

Bogen følger ikke kun hekse gennem tiden, men også magiens betydning for mennesket fra civilisationens begyndelse og op igennem tiden til i dag. Undervejs fortælles spændende historier om de mest berømte hekse og troldmænd, og der laves mytetjek på ting, vi forbinder med hekse, som for eksempel besværgelser, tryllestave og kosteskafter. På en medrivende måde forklares om den historiske samtid og om menneskenes behov og den rolle, magien og heksen spillede.

Heksen kunne både være læge, jordemoder, historiefortæller, åndelig vejleder og all-round problemløser. En klog kone eller mand var en person, man kunne aflevere et ellers uløseligt problem til, og det var en position, der både kunne være meget magtfuld, men også farlig at befinde sig i. For skylden for uønskede situationer som for eksempel fejlslagen høst eller forsmået kærlighed kunne selvfølgelig også skydes på ond magi.

Denne bog tager læseren med på en rejse tilbage til en tid, hvor man ikke havde videnskabelige forklaringer og løsninger på alvorlige problemer som for eksempel sygdom. I en verden uden mange alternativer kunne en heks tilbyde håb og forløsning eller bruges som en syndebuk, når tingene gik galt.

'Heksetid' er en velskrevet fagbog for børn, der åbner døren til en fortryllende verden. Bogen tager læseren med på en spændende rejse jorden rundt og op gennem tiden, og man får lyst til at læse og lære mere om hekse og trolddom.

Bogdetaljer

Forlag
Gads Børnebøger
Oversætter
Klavs Brøndum
ISBN
978-87-627-3619-1
Antal sider
75

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer