H.C. Andersens Quarantaine-Dagbog

Et vittigt, vigtigt og gennemført originalt værk, der sprogligt sprudlende beretter om digteren H.C. Andersen og hans genvordigheder i et corona-ramt København år 2020.

Nu er det jo ikke fordi, der som sådan er grund til at hylde coronaen og al dens (u)væsen – vel snarere tværtimod. Men skulle man nu forsøge at se det hele lidt fra den lyse side, er der vist noget med, at bl.a. klodens klima har nydt godt af vores verdensomspændende neddroslen, og nogle har måske også mentalt kunnet nyde godt af den kollektive tilbagetrækning. Og sidst, men ikke mindst, har Harald Voetmann fået lejlighed til at forfatte et værk, der har underholdt mig ud over alle tænkelige grænser (både de åbne og de lukkede), så jeg har klukket og fniset mig igennem det. Kan man grine og more sig, når COVID-19 ligger på lur alle vegne og begrænser vores højt besungne frihed? Ja, for fa…. - når vores alle sammens H.C. Andersen får ordet og bliver skudt frem til året 2020, hvor selv digteren må ty til ”Haanzprit og Madske”.

Som sagt: Året er 2020. H.C. Andersen sidder i sin hybel i Nyhavn og skriver dagbog. Pludselig pusler det udenfor hans dør. Han åbner den og finder følgende: ”… paa Døer Maaten stod en heel Flakon med Haand Sprit og et bref fra Madam Suenson hvor i hun bad mig holde mig i Hjemmet, Vadske mit Legem grondig ved Servanten og spritte efter med den her overbrakte kostelig Fluidum.” Med andre ord: Andersen befinder sig i vores genkendelige karantænetider.

Som citatet ovenfor afslører, er bogen skrevet et i skønt, gammeldags sprog, som man hurtigt vænner sig til at læse, og som på sin egen finurlige måde bidrager til fortællingen. Og det er ikke mindst takket være sproget, som er så gennemført og flot behandlet, at jeg har moret mig så kosteligt. Eksempelvis da Andersen på sin gåtur er så uheldig, at en brugt ”igjennemsiktig Eenganghandske” flyver durk ind i hans ansigt, og da han skal forsøge at åbne en dunk håndsprit, han har skaffet sig i Føtex Food: ”Stilken eller Halsen paa Dunque-Aggregatet syntes ikke helt at falde i Hak, og naar jeg søkte at perse den ved at klemme paa Hovedet saa Halsen dukket sig ned i Kroppen kom ikke en Draabe fra dens tørre Næb.”

Når digteren har bevæget sig ud i det karantæneramte København, skyldes det, at han har lavet fire, fine papirsklip til de små prinser og prinsesser på Amalienborg, og dem vil han nu gå at overbringe. På vejen kommer han både over Kongens Nytorv, forbi Magasin Du Nord og så var det tanken, at han ville lægge vejen forbi familien Collin, men her i 2020 er Collins residens ikke mere.

Værket er fyldt med finesser og små genialiteter, som både overrasker læseren og perspektiverer fortællingen, for det er ikke kun et humoristisk indslag her i corona-krisen. Det er også et eftertænksomt og kommenterende værk til tiden, til klimaet, til litteraturen og til ”Annoncering for forlorne Brøster.”