Bog

Gudernes heste i Dannevang

Af (
2018
)

Anmeldelse

Gudernes heste i Danevang

28 jan.19

I anledning af 50-års jubilæet for Dansk Islandshesteforening har denne smukke coffetablebook set dagens lys. Indholdet lever i høj grad op til den flotte indpakning.

En bog for de indviede, men en invitation til os uindviede om at kigge forbi og få en historisk forståelse for menneskets betagelse af disse små stridhårede, charmerende og modige heste med de store personligheder.

Bogen er inddelt i kapitler med hver et hovedtema: historien i foreningen, hestene, livet med hestene, avlen med hestene og den historiske forbindelse mellem Danmark og Island. Kapitlernes inddeling giver en fint overblik, hvis man lige skal undersøge noget.

Bogen fungerer som et virkeligt smukt opslagsværk, som primært taler til fagfolk, men som også tilbyder en særdeles spiselig og interessant indgang til en gennemgang af Dansk Islandshesteforenings store arbejde gennem 50 år og til den islandske hests brede anvendelse. Ikke mindst gennem de smukke og ofte historisk interessante billeder.

Bogen indvier læseren i de aspekter, der gør islandske heste til noget ganske særligt; gangarterne, farverne, navnene, den specifikke historie, der trækker linjerne helt tilbage til vikingetiden – og selvfølgelig den særlige tilknytning til Island.

Her i Norden er vi særligt opmærksomme på disse Gudernes heste, som passer så godt ind i vores kølige klima og de skiftende, barske årstider med deres nøjsomhed, store hjerter og evne til at være uovertruffet selskab, hvad enten du er voksen eller barn.

Der er mange spændende timers underholdning i denne bog. For de der ikke vidste det, er det helt særligt for den islandske hesteavl, at har en hest én gang forladt Island, må den aldrig komme tilbage til øen. Det skyldes, at man ønsker at beskytte hestene på Island mod udefrakommende sygdomme og krydsninger med andre racer, og derfor må der heller ikke komme heste af andre racer til Island.

Islandske heste er i den øvrige hesteverden omgærdet af en særlig mystik, og flere sagn på Island handler om hestene. Samme heste som også er uløseligt knyttet sammen både med mennesker, landskab og årstiderne i Island.

Fakta siger, at i dag sidder hver ottende rytter på ryggen af en islænder! Så den stigende interesse for racen, samt kvaliteten af bogen, gør den særdeles vedkommende for de med interesse for heste.

Jeg har selv været hestemenneske gennem hele mit liv, dog har jeg aldrig haft en islandsk hest. Måske er det en stor fejl?

Bogdetaljer

Forlag
Dansk islænderhesteforening
ISBN
9787889680507

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer