Bog

Gravpladsen

Af (
2019
)

Anmeldelse

Gravpladsen af Simon Kernick

28 nov.19

Tempofyldt krimithriller byder på en konstant opadgående spændingskruve og en yderst spændende historie.

Da liget af en ung kvinde, der for mere end tyve år siden forsvandt i Thailand, bliver fundet i Buckinghamshire begynder jagten på sandheden bag hendes forsvinden. Det bliver kriminalassistent Ray Mason, der kommer på sagen, da pigens daværende kæreste kontakter ham med oplysninger om hendes morder. Desværre når oplysningerne aldrig frem, og sagen bliver pludselig noget mere vanskelig.

Jeg er ret begejstret for Simons Kernicks grove skrivestil, der passer som fod i hose til både den voldsomme handling og Ray Masons barske og rå facon. Det actionfyldte handlingsforløb var flere gange ved at tage pusten fra mig, men hvor er det nervepirrende med en krimi i sådan et tempo. Der er ikke meget plads til pusterum i den fortættede og vanvittigt spændende historie om fortid og nutid og om en sjælden set brutalitet og råhed, der udspringer af dysfunktionalitet og ødelagte liv.

Ray Mason er noget for sig selv og står ikke tilbage for hverken at bruge vold eller at slå ihjel, hvis situationen påkræver det, og det gør ham selvfølgelig ikke særlig populær blandt kollager og overordnede. Det er han tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, og han får da også udrettet tingene, omend de måske ind imellem kunne være klaret på mindre voldelige måder.

Jeg er fan og vil gerne læse mere af forfatteren og mere med Ray Mason i hovedrollen. Heldigvis har Kernick skrevet yderlige to i serien samt flere andre serier, så det er bare at krydse fingre for, de bliver oversat.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Per Vadmand
Faustnummer
47252091
ISBN
9788742602423
Antal sider
334

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer