Bog

Gorillaen der var en gorilla

Af (
2014
)

Anmeldelse

Gorillaen der var en gorilla af Kim Fupz Aakeson

16 dec.14

Gorillaen der var en gorilla er en ganske særlig børnebog – det er en af den slags bøger som både børn og voksne kan lære rigtig meget af!

I Gorillaen der var en gorilla møder vi en gorilla, der bor i zoologisk have – her bor han bag tremmer, bliver stirret på af folk og har faste spisetider. En dag begynder gorillaen at undre sig; ”Er det her alt? Med gitter omkring? Skal det være sådan her? Er der ikke andre måder at have det på?” spørger han. De andre gorillaer svarede bare tilbage, at sådan var livet når man var en gorilla og så fik vores gorilla ikke mere opbakning der!

Gorillaen får nok til sidst, han lirker låsen til buret op og stikker af. Han tager S-toget og ender på Hvidovre Station. Og hvad laver man så her? Gorillaen spørger en mand, der siger at man går hjem til sin lejlighed og sover. Det lyder fedt, tænker gorillaen og næste dag lejer han en lejlighed over fakta og får arbejde i byggemarkedet. Det er fedt synes gorillaen. Men glæden ved det nye arbejde og lejligheden varer ikke ved for aftnerne er lange. Han spørger naboen Liselotte, hvad man laver i sin fritid og hun svarer at man hygger sig. Eller man går på bar og møder nogen. Så det gør gorillaen. På Banana Bar får gorillaen en ordentlig ananassjus og prøver at komme i kontakt med nogen. Det lykkes endelig en aften, men da er det naboen Liselotte!

Liselotte og gorillaen forelsker sig og flytter sammen, de hygger sig, ser tv og drikker ananassjusser – og da Liselotte bliver gravid og føder deres lille søn flytter de i rækkehus og fik en bil. Nu kørte gorillaen hver dag i sin nye bil. Men gorillaen føler sig stadig ikke hjemme og han begynder efter nogen tid at kede sig og da han ser en udsendelse i tv om gorillaer i junglen kan hanikke tænke på andet i lang tid. Til sidst meddeler han Liselotte at han er nødt til at tage hjem, hjem til junglen! Og det gør han. Og historien fortsætter, for livet i junglen er heller ikke det som gorillaen havde forventet og her føler han sig heller ikke hjemme, men så en dag går der noget op for ham da han ser de små gorillaunger. Han får travlt med at komme hjem – hjem til rækkehuset, Liselotte og sin lille søn!

Aakeson kan bare et eller andet med at fortælle historier, selv som voksen er historien dybt fascinerende og man kan genkende en hel del af gorillaens dilemmaer. Lilian Brøgger der har illustreret bogen har bestemt også en stor del af æren for den yderst vellykkede historie. Hendes streg er både sød, skør og skæv, men også utrolig udtryksfuld og meget sigende.

En bog der kan anbefales især til de 3-5 årige, som sammen med en forælder kan få mange gode samtaler om bogens historie, både udfra illustrationerne og emnet. Men bogen kan også sagtens læses af de lidt større børn, da temaerne kan forstås og diskuteres på mange niveauer alt efter alder.  For det er helt universielle temaer som Aakeson behandler sammen med gorillaen; hvem er jeg og hvor hører jeg til? Det handler om at finde sig selv og slå rødder og måske mest af alt om, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side af hækken!

 

Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50955915
ISBN
9788702151053
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer