Bog

Godt selskab

Af (
2021
)

Anmeldelse

Godt selskab

25 maj.21

Frisk og ungdommelig roman af irsk debutant minder lidt om Sally Rooney. Grundhistorien er god, men romanen mangler kant og wokeness.

Den irske debutant Naoise Dolans roman ‘Godt selskab’ minder om en blanding af Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan og landsfællen Sally Rooneys romaner Normale Mennesker og Samtaler med venner. Med samme ungdommelige humor som Rooney, skriver Dolan sig ind i den bølge af unge forfattere, som pryder bestsellerlisterne i disse år og griber fat om det, de kender - livet som ung i en kaotisk og moderne verden.

Naoise Dolan skriver med samme øje for den - for mig i hvert fald - ganske ukendte glamour, som er at finde i Hong Kong og Singapore, som førnævnte Kevin Kwan også skriver om, og de er begge med til at åbne vores øjne for et klassemiljø i Asien, som er både fascinerende og lettere frastødende at læse om. Dog er Dolans karakterer ikke ligeså levende som Rooneys, og miljøet skildres ikke ligeså detaljeret og interessant som Kwan.

I ‘Godt selskab’ møder vi den 22-årige Ava, som er flyttet fra Irland til Hong Kong for at undervise overklassebørn i engelsk. Efter at have boet til leje i et lille overbetalt værelse, er Ava så heldig at møde britiske Julian, som arbejder i bankverdenen og tjener styrtende med penge og som tilfældigvis har et ekstra værelse, som Ava kan bo i, kvit og frit. De to har en sådan relation, som nogle måske vil kalde for “friends with benefits”, og derfor er hele boligsituationen en smule kompliceret i og med, at Ava bor gratis hos Julian, har sex med Julian og også modtager Julians penge til sin gøren og laden.

Da Julian bliver udstationeret til London, hvor han kommer fra, møder Ava Edith, en tjekket, smuk, rig og velproportioneret kvinde fra Hong Kong, som Ava hurtigt bliver tiltrukket af. Som bogens bagsidetekst rigtig nok teaser for læseren, er denne bog et klassisk trekantsdrama om unge Ava fra Irland, som står mellem to mennesker, som hun er bundet til på to forskellige måder: den ene er hun stærkt tiltrukket af og vist nok også forelsket i (Edith), den anden har vist hende vej igennem det hektiske Hong Kong-liv, og så har han betalt for det hele (Julian).

'Godt selskab' er en udmærket roman om kærlighedsaffærer og klasse, men den mangler desværre både kant og seriøsitet bag sin skildring af en ung kvinde, som forsøger at navigere i både voksenlivet og mellemmenneskelige relationer. I en tid, som særligt fokus på racisme, LGBT+ og klasse i kunst og kultur, er det skuffende at læse en bog, som faktisk har emnerne på dagsordenen, men som i stedet stereotypiserer både bankmænd, lesbisk kærlighed og asiatiske familier. Det eneste som fremstår autentisk er Avas forhold til den håbløst gammeldags abortlov i Irland. Dét var faktisk interessant at få fortalt om de unge kvinders frygt for “at komme galt afsted” og om, hvordan det hæmmer de unges seksualitet. Desværre fyldte det kun ganske lidt i romanen.

Forholdet mellem Ava og de to kærlighedsaffærer er underholdende, og det er heller ikke helt uinteressant at læse om Avas forhold til Julians penge og magt over hende, men romanen mangler simpelthen den “wokeness”, som jeg var blevet lovet, når forlaget ligefrem markedsfører Dolan som den nye Sally Rooney, hvilken hun i mine øjne ikke kan leve op til.

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Oversætter
Signe Lyng
Faustnummer
39037734
ISBN
9788743400394
Antal sider
301

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer