Bog

Fugletribunalet

Af (
2017
)

Anmeldelse

Fugletribunalet af Agnes Ravatn

02 nov.17

Ravatns psykologiske kammerspil byder på en medrivende og foruroligende fortælling om skyld, skam og soning.

I Fugletribunalet’ tager den norske forfatter Agnes Ravatn favntag med, hvordan mennesker forsøger at holde sig oven vande efter tragedien er indtruffet, og romanen giver et autentisk indblik i den indviklede menneskelige psyke. Romanen har været indstillet til Nordisk råds litteraturpris og har vundet flere litteraturpriser, hvilket er ganske velfortjent. Den kan stærkt anbefales til alle, der holder af en velkomponeret psykologisk thriller.

Allis, en kvinde midt i livet, får ansættelse som hushjælp hos Sigurd Bagge, som bor alene i et afsidesliggende hus nær havet. Jobbet består i at få sat skik på den tilgroede have, servere tre måltider og ellers holde sig ude af syne. Sigurd Bagge bruger dagene på sit kontor, hvor Allis er forment adgang, og de mødes kun til måltiderne, som foregår med ham siddende tavs ved spisebordet, mens hun spiser stående ved køkkenvasken.

Det står klart fra starten, at Allis har mere end blot en kuffert med i bagagen. Hun har forladt en tilværelse i offentlighedens søgelys og sin ægtemand efter en sexskandale. Det er også tydeligt, at Sigurd Bragge har sit at slås med og en tung fortid. Hans besynderlige opførsel og reserverede gemyt er et mysterium for Allis, og hun føler sig både tiltrukket og skræmt af hans person. Hvad laver han hele dagen på sit kontor? Hvor er hans kone blevet af? Hvorfor virker ejeren i den lokale købmand sammenbidt og kommer med stikpiller?

Som en Pandoras æske åbnes der langsomt op for Allis og Sigurds hemmeligheder bid for bid. Den snævre scene for handlingen udspiller sig primært i og omkring det tavse hus med kun de to personer i billedet, hvilket skaber en klaustrofobisk stemning med undertoner af gotisk uhygge. Det er småt med dialogerne og spændingen skal findes i det psykologiske spil mellem de to, hvor meget forbliver usagt. Både naturen og Balder fra den nordiske mytologi underbygger romanens temaer.

Efterhånden nærmer Allis og Sigurd sig hinanden, og et håb om ny tilværelse spirer mellem dem. Spørgsmålet er blot, om de kan tilgive hinanden for fortidens synder, og om de nu også er det, de giver sig ud for at være. ’Fugletribunalet’ byder på en medrivende fortælling, som holder sin læser i et jerngreb til sidste side.

Bogdetaljer

Forlag
Batzer og co.
Oversætter
Jannie Jensen
Faustnummer
5 336 959 6
ISBN
9788793209398
Antal sider
274

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer