Bog

Fuglenes herre

Af (
2019
)

Anmeldelse

Fuglenes herre af Rogério Andrade Barbosa

09 dec.19

Et smukt og anderledes eventyr fra Angola om en lille fugl med stor udholdenhed, der inspirerer mennesker til at være stærke.

'Fuglenes herre' er en meget fin fortælling, hvor et sagn kædes sammen med en nutidig historie, så lærdommen fra eventyret skaber en betydning for historien.

Fugle har en stor betydning i dette sagn. Især den lille fugl Katete, der ikke syner af meget med sin grå fjerdragt og bare ben, og som oftest er at finde i cashewtræer. Hovedpersonen Kayondo er nyligt flyttet til landsbyen sammen med sin familie. Hans far var tæt på at miste sin ene arm, da han prøvede at demontere en mine, og han er nu indlagt for at få behandlet sine skader. Kayondo savner sin far meget, og det trøster ham at lytte til landsbyens ældste, når de fortæller spændende sagn og gamle historier. En dag hører han historien om den modige lille fugl Katete.

Legenden fortæller historien om den uartige fugl, der spiste for meget piripiri og efterfølgende drak en masse vand fra en stor sø. Denne opførsel gjorde himlens guder vrede, og de fik regnen til at standse, så søen tørrede ud. Det efterlod en masse fugle, døende lå rundt omkring den udtørrede sø, indtil den lille fugle Katete kom og knuste den sten, der indeholdt alt vandet. Siden dengang blev den lille fugl kendt som "fuglenes herre". Kayondo begynder at skrive til sin far, og dekorere brevene med tegninger af en lille fugl i hjørnet af papiret, som giver en garanti for, at Katete også vil komme til ham og dele sin styrke.

'Fuglenes herre' er et dejligt eventyr, som har en morale, der handler om at være stærk og modig, også selvom du er lille, og ingen regner dig for meget. Historien viser også, hvordan man kan bruge eventyr, så de giver mening i en moderne sammenhæng.

Forfatteren har arbejdet i Afrika og har sidenhen skrevet over hundrede børnebøger. Han har selv hørt denne historie fortalt. Illustrationerne er farvestrålende og smukke og inspireret af afrikansk kunst.

Eventyret er særdeles velegnet til højtlæsning med børn fra ca. 4 år og viser en verden, der ser noget anderledes ud end vores.

Bogdetaljer

Forlag
Hjulet
Oversætter
Gerusa da Silva, Kris Ømann
Graphic
Salmo Dansa
ISBN
978-87-89213-96-5

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer