Bog

Freddie Mercury - den definitive biografi

Af (
2015
)

Anmeldelse

Freddie Mercury - den definitive biografi af Lesley-Ann Jones

13 jan.16

Omfattende og intim biografi om Freddie Mercurys liv og især om tiden med Queen og deres op- og nedture.

’Freddie Mercury: Den definitive biografi’, som udkom på originalsproget tilbage i 2012, handler om Freddie Mercurys liv fra hans opvækst på Zanzibar og frem til hans død i 1991. Den er især meget detaljeret omkring årene med Queen, hvor man får et virkelig godt billede af, hvordan bandet fandt sammen, og hvordan de kæmpede for, at verden skulle opdage dem. Jeg har som teenager siddet og svælget i diverse interviews på videobånd og koncertoptagelser m.m. men har aldrig før fået så mange detaljer om hans liv. Bogen er illustreret med adskillige billeder fra hans barndom og frem. Derudover findes bagerst i bogen bla. en kronologi, diskografi og register.

Lesley-Ann Jones er selv journalist og har fulgt Queen rundt i verden på turneer og har selv talt med og interviewet bandmedlemmerne, men hun har i dén grad også interviewet mange andre mennesker, der var tætte på Freddie og de andre bandmedlemmer fra Queen. Man får derfor også en masse intime historier fra Freddies privatliv.

Desværre kan jeg ikke lade være med at blive en anelse skuffet over den. Halvvejs gennem bogen begynder den efter min mening, at fokusere lidt for meget på hans sexliv og stofmisbrug osv. Jeg har ikke så stort et behov for at vide, hvor mange elskere han havde på samme tid, og hvordan han skejede ud til deres fester eller hvilke scorereplikker han brugte. Alligevel er det jo nok med til, at man begynder at forstå, hvorfor Freddie var som han var; hvordan hans barndom, hvor han meget tidligt blev sendt langt væk fra familien på kostskole, nok til dels har påvirket ham til at søge personlig bekræftelse langt ud over ekstremerne senere i hans liv. Det er også forfatterens pointe.

Uanset hvilke udskejelser Freddie har kastet sig ud i, giver bogen heldigvis også et billede af en sympatisk, venlig og højt begavet person, der desværre også blev udnyttet af mange.

Under alle omstændigheder er det en bog, der giver en masse (for mig ny) viden omkring Freddie og Queen i det hele taget, samt deres musik og turneer. Spændende læsning, synes jeg, og jeg kunne med glæde konstatere, at Queens musik afspilledes i mit hoved, så snart en titel blev nævnt – dejligt med musik til læsningen.

Originally published by monicaseverin, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Steen Fiil
Faustnummer
52138442
ISBN
9788771293173
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer