Bog

Fra smørhullet

Af (
2004
)

Anmeldelse

Fra smørhullet af Kirsten Hammann

16 nov.04

Der sker ikke meget i Mettes liv, hun sidder i sit lune smørhul i Amaliegade i København. Dagene går, den ene som den anden, mens hun beskriver de banale almindeligheder, som hendes almindelige liv består af.

Uden humor går det ikke, når egenskaber som dovenskab, dobbeltmoral, hykleri, apati og ego-isme hos et i øvrigt velmenende folkefærd i en velstandsnation skal beskrives. Og humor er der i denne velskrevne samtidssatire. Heldigvis, for man føler sig afsløret, når man som hovedpersonen Mette selv tilhører velstandsgenerationen fra 1960’erne: der er desværre noget om snakken!

Romanen begynder med orden og lykke. Hovedpersonerne hedder Søren og Mette, de er lykkeligt gift og skabt for hinanden, og derfor skal de altid være sammen. Desværre for Mette bliver hun efter ganske kort tid forladt af Søren, og så er Mettes lykke slut. Den første lille del af bogen, som handler om ægteparret Søren og Mette, er skrevet som en læsebogshistorie med hjælpestreger mellem de lange ord.

Resten af bogen er skrevet som en slags dagbog og kan læses som en skilsmissehistorie eller en ulykkelig kærlighedshistorie: Mette forholder sig overfladisk til livet; hun er i en form for chok og får aldrig talt med venner eller eksmand om, hvor uudholdeligt livet er for hende.

Bogen kan læses som et portræt af en generation, som er overfladisk og egoistisk. Kirsten Hammann får præsenteret disse karaktertræk i sin dagbogsroman om Mette i humoristisk form, som en ”Nynnes dagbog” eller ”Bridget Jones’ dagbog”, men den har så meget mere at byde på. Den er morsom på en satirisk facon, der går ud på at vise et menneske, som kun bliver på overfladen, som ikke orker at involvere sig dybere i noget forhold, intet indhold har i livet og på trods af dette er skrækslagen for at dø. Men heldigvis er fortællingen formuleret med en følsom, næsten kærlig indlevelse.

Gyldendal, 2004. 270 sider. Kr 275,- Lån bogen på Læs Pletskud om Vera Winkelvir

Analyse

Hammann, Kirsten - Fra smørhullet

Kirsten Hammann sætter spørgsmål ved smørhullet Danmarks egen egocentriske selvopfattelse, der ofte ikke levner plads til at tage ansvar for andre end os selv.

Klaustrofobiske hverdagsbanaliteter
”Hvis det var en roman, skulle der snart indtræffe noget dramatisk”. Refleksioner i stil med denne står der skrevet flere steder i Kirsten Hammanns roman 'Fra smørhullet'. Men der sker intet dramatisk, for hovedpersonen Mette er virkelig – alt for virkelig – og derfor består hendes liv mest af alt af hverdagens almindeligheder. Betegnelsen roman, som står anført på bogens forside, bliver derfor også tvivlsom, for denne bog er ikke en traditionel roman. Tværtimod er det en lang række betragtninger over livets store, men frem for alt små begivenheder.

Bogens første del er bygget op som en læsebog fra barndommens lykkelige dage. I denne del, hvor ordenes enkelte stavelser er delt op med hjælpestreger, hører vi om Søren og Mette og deres lykkelige og ubekymrede liv i smørhullet Danmark. Men lykken varer ikke ved længe, for pludselig begynder deres vinduer gang på gang at blive malet til med dødstrusler. Idyllen begynder at krakelere, og Søren forlader Mette.

Herefter skifter bogen til en form for dagbogsstil, hvor Mette sidder alene tilbage, ulykkelig og apatisk i sit eget lille smørhul. Smørhullet bliver på denne måde mere og mere klaustrofobisk gennem bogen. På trods af dagbogsformens tidsangivelser i denne del af bogen er det som om, at tiden er gået i stå, og der sker ingen større afvigelser fra hverdagens banaliteter end udskiftningen af den type slik, som Mette indtager foran fjernsynets evindelige kværnen. Fra denne position hører man således om Mettes kroniske dårlige samvittighed over ikke at kunne leve op til idealer om at være den perfekte kvinde og det perfekte menneske. Hun er hverken politisk engageret eller korrekt, hun er ikke specielt sexet eller spændende, og hun interesserer sig ikke brændende for noget særligt. Mette undviger alt i alt ansvar og kontakt, for ved at tage ansvar og kontakt bliver hun også virkelig for andre end sig selv, og med til virkeligheden hører at dø, hvilket Mette er bange for; hun er bange for ikke længere at være til. Men jo mere hun barrikaderer sig bag de tillukkede vinduer og bag fjernsynets skærm ud til virkeligheden, jo mere rykker angsten og ensomheden ind på hende.

Mette er både egoistisk og ynkelig, og som læser bliver man gang på gang irriteret over hendes manglende interesse og initiativ til at få sit liv til blive ”normalt” igen. Men på den anden side er den manglende interesse og initiativ netop så typisk og normalt som noget kan være, og irritationen rammer derfor også læseren selv. Man genkender sig selv og får ofte på fornemmelsen, at denne bogs hovedperson lige så vel kunne være en selv. Det prekære i denne genkendelse er dog, at det er interessen for egen navle, nydelsen ved andres ulykke og fryden ved at indtage skadeligt mange tomme kalorier, der får en til at nikke genkendende.

Man kan læse denne bog som et tidsbillede, der både er formanende, men også kærligt ment. Bogen er ikke skrevet i en bebrejdende tone, men i stedet i en humoristisk og selvironisk, hvilket gør den til en fornøjelse at læse, for hvem kan ikke lide at læse og høre om sig selv? At Mettes snæversyn dermed projiceres ud på læseren og ikke fremstiller denne i det lys, som man kunne ønske, vækker eftertanke og refleksioner, der både gælder på et personligt plan, men også i forhold til et bredere samfundsmæssigt plan. Bogen sætter spørgsmål ved smørhullet Danmarks egen egocentriske selvopfattelse, der ofte ikke levner plads til at tage ansvar for andre end os selv.

Kilder, links og centrale værker

 

15 dec.06

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25190793
ISBN
9788702027389
Antal sider
270

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer