Bog

Foxy lady I-V

Af (
2003
)

Anmeldelse

Foxy lady I-V af Ida Jessen

22 mar.04

Der sker uforklarlige ting i den lille bjerglandsby Fox: en ræv i en telefonboks, en hånd, der bliver revet af, forsvinder og dukker op igen.

En by kun beboet af kvinder, hvis veje krydses på forunderlig vis. Glæd dig til at læse Ida Jessens 4. roman!

"Foxy Lady I-V" er en lille roman inddelt i 5 afsnit. Hvert afsnit har sin fortæller og sin synsvinkel. Handlingen finder sted i og omkring den lille bjerglandsby Fox, som udelukkende bebos af kvinder. Vi får ikke at vide, hvor i verden Fox ligger, men stemningen er sydeuropæisk.

I første del af romanen er det den unge, smukke, sorte kvinde, der kalder sig selv Elskede, der fortæller. Elskedes dage går mest med at file negle og prøve kjoler og vente på den mand, der kommer til hende om natten. Eller hun snakker med sin veninde, postbudet Venca, der holder Elskede orienteret om, hvad der foregår ude i verden. Venca har bl.a. set manden, der kommer til Elskede om natten, sidde på en restaurant med en lille pige ved navn Adéle.

I bogens anden del ligger synsvinklen hos Gabriella. Gabriella er en fed kvinde med kort, strit auberginefarvet hår. Hun bor alene i et lille hus i skoven, hvor den eneste, der af og til kommer på besøg, er servitricen Angelina, når hun "trænger til en afklapsning". Angelina arbejder på en restaurant, indrettet i det gamle kloster, der nu fungerer som sanatorium. På restauranten kommer hver dag en lille pige sammen med sin far. Den lille pige hedder Adéle, og hun placeres ved et bord med en skål basilikumsuppe, som hun skal spise, imens hendes far "ordner noget" i byen.

Tredje og længste historie fortælles af Adéle, som da denne historie tager sin begyndelse, bor hos sin bedstemor Gabriella i den store by nær Fox, og som hver sommer tager ud til et hus ved havet med bedstemoren og sin tante Angelina. Adéle kan ikke huske hverken sin mor eller sin far, og Gabriellas fortællinger om dem ændrer sig hele tiden.
I den fjerde historie møder vi Susanne, som har siddet model til kunstneren Eddy Kunkels monumentale frise Foxy lady, der beskriver den kvindelige mystik. Susanne er forelsket i Angelina, der kommer ud for en ulykke og derfor ender i kørestol i det gamle kloster i Fox.

I sidste - og meget korte - afsnit fortæller Venca sin veninde Elskede en utrolig historie om en ung kvinde, der besøger Angelina i klostret.

"Foxy Lady I-V" er meget anderledes end Ida Jessens tidligere romaner, der er psykologisk-realistiske og meget nordiske romaner. "Foxy Lady I-V" er en nærmest magisk eller fantastisk og meget sanselig roman. Der sker uforklarlige ting i Fox; en ræv i en telefonboks, en hånd, der bliver revet af, forsvinder og dukker op igen, en barnering, der bliver stjålet to gange, smidt væk og fundet.

P.g.a. de skiftende synsvinkler i de fem små historier får man mange facetter i personbeskrivelsen af kvinderne i romanen, hvis liv og veje krydses på forunderlig vis.

Sprogligt er det altid en fornøjelse at læse Ida Jessens romaner og noveller, og denne er bestemt ingen undtagelse. Historierne er unikke og utrolige og rigtigt gode - kan helt klart anbefales!

Gyldendal, 2003. 163 sider. Kr. 198,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
24873307
ISBN
9788702023596
Antal sider
163

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer