Bog

Fordelene ved at være en bænkevarmer

Af (
2013
)

Ungeanmeldelse

Fordelene ved at være en bænkevarmer

Charlie har givet mig et indblik i, hvad det betyder at være menneske med alt, hvad det indebærer. 

Når du starter på efterskole, i en ny klasse eller på et nyt job, når du begynder et nyt kapitel i dit liv, og når fremtiden, fortiden og tilværelsen virker skræmmende, så vil jeg anbefale dig at læse ’Fordelene ved at være en bænkevarmer’ af Stephen Chbosky.

I denne fantastiske coming of age-fortælling følger vi drengen Charlie, der begynder at skrive breve til en ukendt person for at tackle sine egne udfordringer og oplevelser i løbet af sit første år på high school i starten af 1990'erne.

Gennem bogen får vi indblik i Charlie som person. Han betragter og observerer livet fra sidelinjen. Men han ser ting. Og han forstår. Vi bliver indviet i hans tanker og overvejelser om de ting, han overværer og erfarer i sin hverdag, og gennem hans refleksioner får vi som læsere et større indblik i livet generelt.

På opfordring fra sin lærer prøver Charline gennem året ihærdigt “at være mere deltagende”. Vi hører om møder med nye venner og bekendtskaber. Vi hører om livlige diskussioner i Big Boy-burgerbaren og om bilture gennem uendelige tunneler. Vi hører om skolefester og familiearrangementer. Vi hører om relationer, om komplikationer, om op- og nedture. Og vi hører om svære minder, der trænger sig på og truer med at overskygge alt.

Charlie har lært mig, at det er okay nogle gange at have det skidt, også selvom der er nogen, der har det værre end dig. For det ændrer ikke på det faktum, at du har det skidt. Han har lært mig, at selvom alt kan føles ustabilt, usikkert og svært, så kommer der en tid, hvor de følelser ikke længere fylder lige så meget. Han har trukket mig gennem sorg og håbløshed og gennem glæde og kærlighed. Charlie har givet mig indblik i, hvordan det er at være menneske, og alt hvad der kan følge med.

20 feb.24

Bogdetaljer

Forlag
Ordenes By
Oversætter
Paul McNeice
Faustnummer
50810992
ISBN
9788792561022
Antal sider
249

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer