Bog

Forbrydelse og straf

Af (
2003
)

Anmeldelse

Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij

12 jan.10

En fantastisk, rædselsfuld idéroman og et psykologisk studie ...

Føj for fanden! Denne her bog er aldeles afskyelig, grum og mareridtsagtig – mordene er sådan set det mindste af det – gennemsyret som den er af alle de værste sider, mennesket kan fremvise af dårskab og fornedrelse, af sygelighed i tanke og handling. Det ville overhovedet ikke være til at bære, hvis ikke bogen samtidig var så urimeligt god. Ekstremt heterogen i såvel fortællestemme som i temaer, ved første møde næsten rodet, og så alligevel fuldstændig blændende.

Historien er hurtigt fortalt. Raskolnikov - student, ung, rodløs, indesluttet, hovmodig og dog plaget af mindreværd, sætter sig i 1860ernes Skt. Petersborg i hovedet, at han, som noget nær Nietzschesk overmenneske, kan sætte sig ud over al moral. Han myrder en pantelånerske og dennes søster for at befri samfundet for bærme og for at bruge dennes penge til at hjælpe de fattige. Bogen følger hans handlinger og tanker efter forbrydelsen og giver både et ekstremt nærgående og nuanceret portræt af en skidt knægt og et kalejdoskopisk vue over et skident russisk samfund, hvor nødens fornedrelse er et livsvilkår for de mange.

Der er alt for mange temaer og skæbner til, at jeg kan komme ind på dem her. Centralt i bogen står analysen af ideen om et overmenneske. Analyseret, ikke som filosofisk afhandling, men som gennemspilning af, hvad der sker, når idealet møder rigtige, fejlbarlige mennesker. Når Menneske og (tanke)system mødes bliver det værst for mennesket, det være sig offer som bøddel. Det går helt ud i titlen - Er forbrydelsen mordene eller den omstændighed, at Raskolnikov ikke er overmenneske nok til at slippe af sted med sine handlinger? Straffen – er det den udvendige (tilfangetagelsen) eller sindets lidelser?

Bogens stil er et kapitel for sig - distanceret og dog ekstremt nær- og pågående. Filmisk, og dog virker dele af bogen surreel i sit overspændte drama. Det er ikke kun Raskolnikov, der virker, som om han er ved at gå op i limningen – fortælleren veksler også mellem det rablende og det kontrollerede på en måde, som ikke altid virker kontrolleret, og som netop derfor kommer til at understøtte fortællingen.

Jeg kan ikke et ord russisk og kan derfor ikke sige noget om oversættelsens præcision, men bogen fungerer ekstremt godt på dansk i Jan Hansens oversættelse. Sammenlignet med Thomassens udgave er denne Dostojevskij mere nøgtern, og måske derfor mere barsk.

En ubarmhjertig, men uafrystelig læseoplevelse.

Ungeanmeldelse

Forbrydelse og straf

Det er ikke for sjov, at man behandler den litterære mester, Fjodor Dostojevskij, med den dybeste ærbødighed i litterære kredse, og 'Forbrydelse og straf' er et enestående eksempel herpå. 

Hvis der er én ting, der er sikkert i den litterære verden, så er det, at Fjodor Dostojevskij er en af vores allerstørste forfattere nogensinde – og med god grund. Med sin fantastiske evne til at forstå menneskesindet og dykke ned i dets mørkeste afkroge skrev Dostojevskij ’Forbrydelse og straf’, som er en kriminalroman af verdensklasse, og et hidtil aldrig set spejlbillede af vores egen moral, selvforståelse og samvittighed.

I 'Forbrydelse og straf', der udspiller sig i et fattigt og fordærvet Rusland i 1800-tallet, følger vi den unge student Rodion Romanovitj Raskolnikov, der ser sig selv som lidt af et overmenneske, ”en Napoleon”. Med dette in mente begår han koldt mord på en gammel pantlånerske, som ingen alligevel bryder sig om, og hendes søster. Efter mordet på de to kvinder følger vi Rodion Raskolnikovs færd med at undslippe sin forbrydelse, mens han samtidig og langsomt går ned ad en selvdestruktiv sti.

Igennem lange, men givende monologer, interaktioner med specielle personligheder og Dostojevskijs førnævnte evne til at dykke ned i menneskets psyke og undersøge dens dybeste afkroge, finder vi for alvor kernen i 'Forbrydelse og straf'; os selv og mere specifikt, os selv i forhold til forbrydelsen, som vi ser den fra Raskolnikovs sted.

Hvis vi for alvor tænker os om og erkender, ser vi så ikke nogle gange os selv som ”en Napoleon”, og til hvilken grad, hvis overhovedet, er det acceptabelt? Altså kan vi virkelig tillade os som et menneske blandt andre mennesker at stille os selv i et bedre lys og se det som en kendsgerning, at vi er bedre. Hvis vi kan det, betyder det så ikke, at vi ingen indvendinger har til Raskolnikovs dobbeltmord, og hvad gør det så ikke ved vores forestilling om rigtigt og forkert?

Det er disse spørgsmål og tanker, som Dostojevskij sætter os ansigt til ansigt med, og uanset hvilke svar man finder frem til, kan man ikke stoppe med at læse, for dét er, hvad fandens god litteratur gør ved en.

06 dec.23

Bogdetaljer

Secondary title
Roman i seks dele med en epilog
Forlag
Rosinante
Faustnummer
24509761
ISBN
9788773573266
Antal sider
677

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer