Bog

Følg mig, Flora!

Af (
2020
)

Anmeldelse

Følg mig, Flora! af Jarvis

17 feb.20

Sprudlende forårsfarverig billedbog i lækkert stort format til højtlæsning for børn fra 2 år om den rebelske and Flora, der har svært ved at følge reglerne. Bogen handler også om forholdet mellem barn og forælder og om, hvor vigtigt det er at have tillid til hinanden.

Den lille and Flora er en rebel af natur og gør ikke altid det, der forventes af hende. Hun er en vildbasse og går sine egne veje. Far And og Flora skal på besøg hos Tante Jane og skal derfor ud på en længere gåtur. Før de skal afsted, indskærper Far And overfor Flora, at det er vigtigt, hun bliver lige i hælene på ham. Hun lover at følge efter ham, og for at hjælpe hende synger Far And en følgesang, som beskriver ruten, de følger. Men eventyrlysten trækker i Flora, og hun vil meget hellere være den, der synger og viser vejen, end den, der lytter.

Da hun laver sin egen sang, fører den hende bort fra Far And og ud på en lidt mere spændende rute. Desværre fører den hende også i nærheden af en ræv, der håber på, at Flora vil ende i dens slunkne mavesæk. Da ræven Ronja endelig springer frem, savner Flora pludselig sin far. Heldigvis kan hun huske hans følgesang, og ved at synge den for sig selv undslipper Flora ræven og genfinder Far And, der slet ikke har lagt mærke til hendes detour. Om aftenen er Flora nu vældig god til at gøre, hvad der bliver sagt og næste dag er det hendes tur til at føre an, fordi hun har været så dygtig.

Forfatteren Jarvis har efterhånden skrevet mange billedbøger, hvoraf flere er oversat til dansk. Hans stil er farverig, og denne bogs farvesprog taler tydeligt til mindre børn. Figurerne i bogen er søde at se på og på grænsen til det nuttede med deres kæmpestore øjne, men Floras personlighed tilfører heldigvis bogen lidt kant.

Bogens dejlige store format gør, at den skiller sig ud fra mængden. Den måde, hvorpå teksten tydeligt følger billedsekvenserne, betyder, at når man læser højt sammen med barnet, er der en naturlig opmærksomhed på ordene og bogstaverne. Det tilføjer bogen en ekstra dimension for mindre børn, ligesom Far Ands følgesang også giver en ekstra opmærksomhed på sproget.

Far Ands sang er lidt et benspænd, synes jeg, for det betyder, at man som oplæser lynhurtigt skal hitte på en melodi, der passer til ordene. Det lykkedes for mig, men udfordringen bliver nok værre næste gang, når barnet forventer den samme sang igen. Til gengæld gør sangen det også nemmere for barnet at leve sig ind i bogens handling.

Med denne bog om Flora og hendes far, kan man tale om, at regler kan være til af en god grund, selvom denne grund kan være svær for barnet at forstå. Verden er stor og spændende, men kan også være lidt farlig. Tilliden mellem forælder og barn er det dominerende tema her, og det er en rigtig god bog til hyggelæsning med de 2 til 4-årige.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Mau Lindow
ISBN
978-87-406-6078-4
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer