Bog

Fodspor på himlen

Af (
1999
)

Anmeldelse

Fodspor på himlen af Einar Már Gudmundsson

01 jul.99

"Med årene går folk hen og bliver historikere, der renser deres fortid for begivenheder-"

Sådan ræsonnerer fortælleren et sted i den islandske forfatter Einar Már Gudmundssons slægtskrønike 'Fodspor på himlen'. Selv gør forfatteren det stik modsatte i denne rige og fabulerende roman, der er fyldt med alle de begivenheder og historier, der udgør kernen i al god fortællekunst: tragiske, opløftende, groteske og poetiske.

Gennem tre generationer følger læseren en islandsk slægt fra tiden omkring århundredskiftet frem til 1930'erne, og spejlet gennem disse personer og deres individuelle skæbner er det samtidig beretningen om Islands hastige forvandling fra bonde- og fiskersamfund til industrisamfund.

Barsk og uden omsvøb er det historien om bundløs fattigdom, arbejdsløshed og social forarmelse, men lige så vigtig er den poetiske og mytiske dimension, hele arsenalet af drømme, historier og religiøse og politiske visioner, der gør mennesker i stand til at overleve.

Romanen spejler på fremragende vis den "store" historie i den "lille" historie, men sådan at det altid er det enkelte menneske, det individuelle, der er indfaldsvinklen til den "store" historie. Historien består af historier! Først og fremmest lever romanen i kraft af en række uforglemmelige personportrætter og gode historier, der vidner om, at den nordiske fortælletradition stadig er stærk og livskraftig.
Einar Már Gudmundsson modtog i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Universets engle.

Vindrose, 1999. 211 sider.

BogWeb - 1. juli 1999

Bogdetaljer

Forlag
Vindrose
Faustnummer
22423010
ISBN
9788774565727
Antal sider
211

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer