Anmeldelse

Flik flak af Iben Krogsdal

18 aug.03

I Iben Krogsdals første roman voldtages hovedpersonen Karen under en løbetur af 2 mænd. Karens nærmeste fortrolige, ægtemanden Stig, får hende til at anmelde overfaldet til politiet, men hun vil ikke undersøges af en læge, og Stig må ikke sige det til nogen. Hun vil selv bearbejde hændelsen.

Karen er en kvinde i dagens Danmark: hun er en vellidt præst og har et tæt og intimt forhold til sin mand samt en søn på efterskole. Hun foretager sig dagligdags ting: lægger sengetøj på, laver mad, holder barnedåb.

Rammerne for et normalt voksenliv er således sat, men snart er opløsningen af rammerne en realitet. Opløsningstendenserne viser sig på flere planer: Poul er en forhutlet eksistens i lokalsamfundet der taler direkte til Karen. Han kan se lige igennem hende og sætte ord på hendes opløsning. Hans tilstedeværelse foruroliger hende, men bunder sig i hendes sind. F.eks siger han: En engel ved kun noget om de andre. Om sig selv ved den dybest set ingenting…Hvad den ved om sig selv er hvad de andre fortæller den….Jeg rækker ud efter dig. Det er min måde at række ud efter ikke-engle.

Karen er et meget troende menneske, og Gud indtager en central rolle i hendes liv. De mange tilrettede bibelske citater understøtter Karens fornemmelse af at hun er ved at forsvinde: Jeg er Karen – Karen hvem? Karen-der-blev-overfaldet-af-to-mænd. Hun er ikke her. Hun er væk.

Karen vil ikke tage imod hjælp efter voldtægten som vi efterhånden får beskrevet i al dens hæslighed. Overfaldet har blottet hendes sjæl, og hendes univers ændres uhyggeligt. Til tider fører hun en normal samtale med ægtemanden Stig der vil have hende tilbage, som hun var før overfaldet, og i andre sammenhænge iagttager hun tingene omkring sig fra en skæv og uhyggelig vinkel. Som læser bliver man ført fra normalitet ind i sindssyge. Det er en lettelse når Karen boltrer sig med en morsom samtale, som man kender den fra Højholts Gitte-monologer.

Forfatterens skrivestil er vedholdende og intens, og Karens opløsning virker både troværdig og smertefuld og bragte mindelser om Einar Mar Gudmundsson: "Universets engle". Til den næste låner der skal læse "Universets engle", vil jeg herefter anbefale "Flik flak".

Tiderne Skifter, 2003. 210 sider. Kr 268,-

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
24531619
ISBN
9788779730137
Antal sider
210

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer