Bog

Fars dreng

Af (
2017
)

Anmeldelse

Fars dreng af Emilie Schepp

03 jan.18

Fantastisk gensyn med holdet fra Norrköbing i en fremragende og meget spændende historie med et gennemført plot.

’Fars dreng’ er den bedste i Schepps serie indtil nu, og det siger ikke så lidt. Forfatteren er da også blevet kåret til årets svenske krimiforfatter i både 2016 og 2017. Hun kan noget med sine personer og med alle de spændende og vedkommende historier, der udfolder sig sideløbende med opklaringen af en sag om både mord og kidnapning.

Opklaringen af kidnapningen af den seks årige Jonathan og mordet på hans mor går meget langsomt. Anklageren Jana og politiet kan ikke rigtig finde hverken årsag eller gerningsmand. De vender hver sten og undersøger både områdets pædofile, kolleger, bekendte og naboer til Jonathans far Sam Witell. Dett er tilfældigheder, der gør, at de opdager den sammenhæng, der afslører gerningsmandens identitet. Det bliver farligt for alle og spørgsmålet er, om de når at finde Jonathan i live.

Flere og flere af de gennemgående personer begynder for alvor at træde i karakter, og også skurkene og bipersonerne er velbeskrevne og levende, hvilket er meget vigtigt for, at en historie skal virke troværdig og realistisk. Det er et must med velfungerende helte og skurke.

Særligt Jana brænder igennem, og jeg er meget begejstret for, at hun langt om længe aktivt tager kampen op mod Danilo og sin fortid, der fylder alt for meget i hendes nutid. Det har jeg ventet på længe, og jeg jubler over udviklingen.

Sproget i bogen er flydende og flot med mange detaljer, hvilket er et plus i en genre, hvor det vanligvis ikke handler så meget om sproget, men mere om handlingen. Det er en anbefalingsværdig krimi, men serien skal læses i rigtig rækkefølge, da de handler en del om Jana og hendes liv.

’Fars dreng’ var min første læseoplevelse, og den var fremragende.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Oversætter
Hans Larsen
Faustnummer
53816282
ISBN
9788740038446
Antal sider
334

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer