Bog

Farmerhjerte

Af (
2014
)

Anmeldelse

Farmerhjerte af Mette Reinhardt Jacobsen

01 dec.14

En lille letlæst bog, som blandt andet indeholder kringle med og uden sukat, en ond nabokone, biluheld, dødsfald og utroskab. Kan anbefales til yngre kvinder, som gerne vil i gang med at læse skønlitteratur.

Mona er efter bruddet med sin kæreste flygtet langt ud på landet. Her bor hun midlertidigt hos Claus, som er 10. generationslandmand på gården. Claus er ungkarl og har ingen børn, men skulle jo gerne føre gården videre, så den ikke dør med ham. Derfor er det meget belejligt, at Mona er flyttet ind hos ham. Mona går dog mere op i at ordne hans regnskaber – som også er det, hun er ansat til – end at forholde sig til hans interesse. Lige så meget styr hun har på tallene og kolonnerne, lige så lidt styr har hun på sig selv og sine følelser.

Mona er jeg-fortæller, og vi hører om hendes liv hos Claus lige nu med tilbageblik til dengang, hun var sammen med rigmandssønnen Theis, hvor de var fast forsidestof i sladderbladene. Vi får lidt at vide om livet på landet: Hvordan gør ’man’, og hvad gør man i hvert fald ikke, når man inviterer de tyve nærmeste naboer på kaffe. Man serverer IKKE tiramisu for en flok landmænd og -koner. Og man sørger for at få sagt værsgo’ i en fart, så de kan nå hjem og røgte i ordentlig tid.

Bogen er skrevet i et meget letlæseligt sprog fyldt med finurlig humor, og hvert kapitel fylder to-fire sider. Den er nem at overskue og gå til, og en hurtig læser vil være igennem den på et par timer. Man kan læse den, som man vil: Enten som ren underholdning eller måske for at få den lidt mere ind under huden. Jeg synes, det er en tankevækkende roman om at elske - og ikke mindst om at elske sig selv. Mona har slet ikke fundet sig selv i verden og kan ikke mærke sig selv. Hun ender der, hvor hun bliver skubbet hen, fuldstændig uden at have en mening eller egen vilje. På et tidspunkt siger Claus’ ven Thomas: ”jeg kan godt lide, når damer er sådan lidt bestemte”, og så begynder Mona selvfølgelig at komme med friske, bestemte bemærkninger.

Ikke verdenslitteratur, men værd at læse. Kan anbefales til læsere af for eksempel Marianne Jørgensen og chick lit. En lille letlæst bog, som også kan anbefales til yngre kvinder, som gerne vil i gang med at læse skønlitteratur.

Originally published by Joan Bak, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Faustnummer
51403010
Graphic
Ida Knudsen
ISBN
9788771419955
Antal sider
152

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer