Bog

Falder for din hånd

Af (
2021
)

Anmeldelse

Falder for din hånd

29 mar.22

Ny eksperimenterende tekstsamling hylder den sumeriske gudinde Inanna og hendes præstinde Enheduanna.

Alexandra Moltke Johansen har ladet sig inspirere af oldtidens religiøse litteratur i 'Falder for din hånd', en eksperimenterende digtsamling, der kredser om den sumeriske gudinde Inanna og ypperstepræstinden Enheduanna, der betragtes som historiens tidligst kendte forfatter. Det er en sanselig og tankevækkende bog til læsere, som holder af udfordrende litteratur.

'Falder for din hånd' rækker over 4000 år tilbage i tiden til præstinden Enheduanna, som levede i byen Ur i nutidens Irak og dyrkede gudinden Inanna. Bogen er skrevet som en hyldest til både præstinden og hendes gudinde og er inspireret af de hymner, som Enheduanna skrev på sumerisk til Inanna (se bl.a. Enheduana: Dronning over verdens magter, Forlaget Uro 2021).

Alexandra Moltke Johansen kalder sin tekst for "en cyklisk drejebog" og "et ritual for en ny religion" og har bygget den op i fem dele efter årets og døgnets cyklus (vinter/nat, forår/morgen, sommer/dag, efterår/aften, vinter/nat). Bogens stemmer udgøres af en præstinde og et kor, der besynger Inanna, "Datter af månen, Det flammende riges frue”:

”Du sender os dødfødte børn, med mælkehvide øjne og lamme lår. […] du sender os ild, brændende skove. […] Du sender os febervilde flagermus, der forgifter os, der spreder sygdom og død, vi falder for din hånd, som græs under leen […]. Du sender os oliven og du sender os kys. Mænd, der lægger sig hos os og fylder os med den fede mælk. Du sender os mod, du sender os fred. Du sender os søvnen og drømme som heler […].”

Som kilden til sygdom, død og ødelæggelse, og samtidig som livets, begærets og frugtbarhedens udspring, bliver Inanna et billede på naturen og på menneskets plads i livets cyklus. Bogens stemmer begræder flere gange vores forkvaklede forhold til naturen, og i en række korte indskudte tekster henvendt direkte til Eheduanna skriver forfatteren bl.a.:
”Alting dør. Insekterne, dyrene, mennesker forsvinder, sulter ihjel. Havet stiger og æder og lægger sig ikke igen. […] Er Inanna ved at demonstrere sin magt, sit raseri?”

'Falder for din hånd' er altså en del af den klimalitterære bølge, som tematiserer menneskets forhold til naturen, og den kan både læses som et udkast til en ny, klimabevidst åndelighed inspireret af oldtidens frugtbarhedsreligion og som en feministisk hyldest til kvindeligheden og verdens første – kvindelige – forfatter.

 

Bogdetaljer

Forlag
Kronstork
Faustnummer
61865659
ISBN
9788793206779
Antal sider
0

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer