Anmeldelse

Eventyr for børnene og hjemmet af Brødrene Grimm

02 sep.14

Netop i disse år er det 200 år siden, at brødrene Grimm begyndte at indsamle de tyske folkeeventyr og sagn. Gyldendal genudgiver derfor nu Villy Sørensens gendigtning fra 1995.

Eventyr er noget, alle kender til, og netop Grimms eventyr er vel nok de mest kendte og elskede. I årenes løb er de udkommet i en lang række forskellige udgaver både i tekstudgaver, som billedbøger (især dem med Svend Ottos illustrationer huskes vel bedst) og som både tegnefilm (Disney) og spillefilm (hvor eventyrerne er gjort mere fantasyagtige og actionprægede – det nyeste eksempel på dette er Maleficent, som er en nyfortolkning af Tornerose).

Som man kan fornemme, har man med tiden tilpasset og forskønnet eventyrerne til børneværelset og gjort dem spiselige og hyggelige for de små, men sådan var de ellers oprindeligt ikke tænkt. De originale eventyr er både barske, frivole og uhyggelige, og det er netop dette udgangspunkt, som Villy Sørensens forfriskende nyoversættelse fra 1995 har taget fat i. Hans nye tekster emmer dog samtidig af respekt og forståelse for originalens ligefremhed og råstyrke.

Denne udgave har forord af Bjarne Reuter. Med udgangspunkt i hans egne barndomserindringer fra sommerophold i Schwarzwald, hvor han første gang stiftede bekendtskab med de skræmmende eventyr, leverer den kendte forfatter en levende og inspireret indgang til samlingens skatkiste af historier

Udover at man selvfølgelig kan genlæse alle de gode gamle, kendte eventyr fra en ny vinkel, så giver denne næsten komplette samling også lejlighed til at stifte bekendtskab med en masse ukendte historier. Det er en bog, man konstant vil kunne vende tilbage til. En bog, som er god at bladre i, og Ole Sporrings sort/hvide grafik er nok værd at kigge på. Udover at de giver en ekstra dimension til historierne, er hans nye og moderne billeder en kærlig/ironisk fortolkning af de gamle velkendt stik, som de fleste sikkert kender til.

Selvom samlingen nok mest er for større børn og voksne, burde denne bog stå i ethvert hjem.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Villy Sørensen
Faustnummer
51251962
ISBN
9788702157284
Antal sider
848

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer