Bog

Et hus er mere end en ting

Af (
2012
)

Anmeldelse

Et hus er mere end en ting af Jørgen Leth

20 aug.12

Jørgen Leth mister sit hjem og sig selv under jordskælvet på Haiti i 2010. Gennem skriveprocessen prøver han at finde ind i verden igen.

”Og i dette øjeblik mister jeg fuldstændig orienteringen og enhver sans for, hvad der sker. Jeg står ved bordet, men er lammet. Jeg ser til højre, og hvor der før var en væg, er der nu udsigt til den blå himmel. Jeg ser bagud, og den balkon, der var ud til Rue Commerce, er der ikke mere.”

Rystelsen sker på sekunder, og huse bryder sammen øjeblikkeligt, men for Jørgen Leth fortsætter sekunderne og bliver til år. Leths skrivedogme handler om nøgternt at registrere ved sine sanser, og filmmanden Leth bliver derved sit eget kamera. Men linsen er blevet beskadiget, og Leth må kæmpe for at bevare virkelighedsopfattelsen.

Selv en kosmopolit som Jørgen Leth har i høj grad brug for en base, og den har igennem tyve år været Haiti på godt og ondt. Det, som holder ham kørende ovenpå tabet, er en zen-agtig praksis med rutinemæssige gentagelser af helt banale hverdagsting som at gå og spise, men nu med en større opmærksomhed på tingene og øjeblikkene.

Men kunstneren Jørgen Leth overlever i dette erindringsværk, som er tredje del af ’Det uperfekte menneske’, og igennem digtene og filmprojektet ’Det erotiske menneske’, som er det arbejde, der skal give mening.

Han har prøver det før - at sætte sig selv på spil – og det er et valg, som kan få alvorlige konsekvenser. Det skete med første del af ’Det uperfekte menneske’ i den berømte og berygtede scene med kokkens datter. Men jordskælvet var ikke et valg - det kom pludseligt og uventet og helt uden kunstnerisk kontrol. Mennesket Jørgen Leth er rystet, og det er det faktum, som skiller ’Et hus er mere end en ting’ ud fra hans andre erindringsbøger og måske hans øvrige værk i det hele taget.

Vi ved ikke, hvor det ender - benhårdt må Jørgen Leth konstatere, at han mistede noget. Smerten er mærkbar, og krampagtigt holder han fast på den umulige drøm om Haiti. ”Forandring gør ondt. Forandring er noget skidt. Jeg holder fast ved mine ting. Jeg vil ikke lave det om.”

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29418403
Graphic
Harvey Macaulay - Imperiet
ISBN
9788702071153
Antal sider
241

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer