Bog

Engleskyts

Af (
2002
)

Anmeldelse

Engleskyts af Marianne Kainsdatter

10 mar.03

Hvad nu hvis? Hvad nu hvis du havde mulighed for at gøre denne verden til et bedre sted? Hvad nu hvis du kunne udrydde de elementer, der gør den utryg og usikker? Som f.eks. voldtægtsforbrydere, hustrumishandlere og bidske køtere? Ville det ikke være en god gerning? Og ingen ville opdage noget. Mon ikke folk ville begynde at opføre sig lidt pænere over for hinanden - hvis de vidste, at en umoralsk handling eller holdning ville medføre døden? Tankevækkende.

Nøjrup er en lille by i det østjyske; den gennemstrømmes af vandløbet Usselbæk og har ud over kirke og skole både slagter, bager og bibliotek. Præsten hedder Laura, hun er gift med bibliotekaren Eyvind, som hun har kendt siden gymnasiet, og som altid har været hendes ledestjerne. Alt ånder fred og idyl, indtil hun en aften opsøges af en mand, der søger hendes hjælp.

Det er helt tydeligt, at han har svare sjælekvaler, og da det endelig er lykkedes ham at lette sit hjerte, har Laura det ligeså dårligt. Hun er desuden kommet i besiddelse af en lille flaske, som hun gemmer mellem sine trusser, dér finder ingen uvedkommende den. Indholdet er et kemisk stof, som manden er kommet til at opfinde. Det er uden smag, dræber hurtigt og smertefrit og kan ikke spores i den menneskelige organisme.

Han kan ikke leve alene med hemmeligheden og vil derfor dele den med det ultimativt moralske menneske, nemlig præsten. Kun de to kender til hemmeligheden, og hvis den ene misbruger stoffet, er han/hun afsløret. For der er vel ikke andre, der kender til det? Folk i Nøjrup begynder nemlig at dø ... Samtidig begynder præsten at holde nogle meget animerede og moralsk provokerende prædikener.

Marianne Kainsdatters seneste kriminalroman er meget tankevækkende, den sætter spørgsmål ved læserens moral, ved samfundet og videnskaben, der efterhånden kan mere, end man tør tænke på.

Bogen er desuden hæsblæsende spændende, og Marianne Kainsdatter kan skrive, så englene synger - men det kan jo ikke undre, hendes identitet taget i betragtning. Men hvem er hun?

Da hun udgav sin første roman, "Blodet på mine hænder", i 1973, ville rygtet, at navnet var et pseudonym for en kendt århusiansk forfatter, men ingen ville gå til bekendelse. Der skulle gå 18 år, før læserne fik at vide, at Marianne Kainsdatter er Bendte Ingerlise Madsen og hendes mand Svend Åge.

Gyldendal, 2002. 281 sider. Kr 250,-

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
24315738
ISBN
9788702013870
Antal sider
281

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer