Bog

For enden af perronen

Af (
2018
)

Anmeldelse

For enden af perronen af Hanne Richardt Beck

09 okt.18

Historien om manden på perronen er en god fortælling, som fænger og lever i kraft af sine fremragende tidsbilleder af de seneste 40 år.

Peter står på perronen på Nørreport Station og venter på det næste tog, som han vil springe ud foran. Og han er vred, meget vred. ”Hvordan er det kommet hertil? har han spurgt 2017, men den gør sig kostbar og svarer ikke.” Men pludselig blander 2017 sig alligevel i Peters tanker, og ikke bare 2017, men også andre år, som har haft betydning for Peter og hans omgangskreds, og hvert år forsøger at skabe lidt orden i Peters kaotiske liv.

Mens Peter står på perronen, bliver hans historie fortalt. I 1982 begynder han på en ny skole – en katolsk friskole - og her møder han Ellen, Agnes og Gunilla for første gang. Fire vidt forskellige teenagere med vidt forskellig baggrund og forskellige politiske interesser. De kommer alle til at spille større eller mindre roller for hinanden frem til 2017.

I 9. Klasse er Peter meget forelsket i Agnes, men hun ser ikke til hans side, til gengæld er Ellen vild med Peter, mens Gunilla er lidt på sidelinjen og er hende, der iagttager og er vidne til historien. Efter de første ungdomsforelskelser finder Ellen og Peter sammen og bliver gift, men deres ægteskab bliver ikke nemt. Ellen har arbejde som sygeplejerske, og det er hende, som forsørger Peter, mens han forsøger at skabe sig en karriere som politisk tegner. Men ligesom Peter endelig når anerkendelse som tegner af politiske striber til en avis, og der bliver lavet en udstilling på et anerkendt galleri i København, går det helt galt og Peters deroute begynder.

Hanne Richardt Becks beskrivelse af de usikre 15-årige, som starter i en helt ny klasse er ramt helt præcist. Hvem skal man holde sig til, hvem bliver lederen, og hvem bliver mobbet? Hendes roman giver meget præcise tidsbilleder for os, som har oplevet årene, er der mange nå ja'er, både fra hverdagslivet – lørdagskylling, citronte fra automaten og walkman- og fra det politiske liv.

Hvert årti beskrives med en farve: 70’erne er brune, 80’ene er grå, 90’erne selvlysende blå og 00’erne er den hvide tid. Med til at tegne tidsbillederne er også kommentarer med brug af de ord, som pludselig dukker op.Til kommentaren fra 2017 om at se sproget med alternative sandheder og fake news svarer 1982 ”fake news er bare propaganda.”

Personerne taler meget om kærlighed, kunst, politik, tro, karriere, og engang imellem kan det blive lidt for meget med kommentarerne fra den alvidende fortæller. Men det skal ikke forhindre mig at fastslå, at Hanne Richardt Becks roman er meget vellykket og velgennemført. En stor roman om tiden fra 1980’erne til 2010’erne, som får mine bedste anbefalinger.

Analyse

Beck, Hanne Richardt - For enden af perronen

’For enden af perronen’ er en roman, der favner 40 års historie ved at skildre fire menneskeskæbner, der krydser spor og farver hinandens tilværelser. På den måde lægger bogen sig både genremæssigt op ad kollektivromanen, men kan samtidig karakteriseres som en epokeroman, der skildrer de strømninger i tiden, der har været afgørende for de seneste 40 års Danmarkshistorie. 
  
Hanne Richardt Becks seneste udgivelse begynder lige pladask in medias res i år 2017 på den perron på Nørreport, hvor Peter, den ene af fortællingens fire hovedpersoner (de tre andre, Gunilla, Agnes og Ellen, møder vi først for alvor i kapitel 2), overvejer at springe ud foran et tog. Straks er vi indviede i Peters indre kakofoni af stemmer, der råber i munden på hinanden for at komme til orde. For Peter er vred, som der står på romanens første side. Vred på sin tid og arrig over, at livet ikke har spillet sig ud sådan som hans yngre selv kunne have håbet. Han står på perronen alkoholiseret og mørbanket af tilværelsen, og vi forstår, at dette er kulminationen på den deroute, der, som læsningen skrider frem, synes mere og mere uundgåelig. 

Tidens stemme
Og her møder vi for første gang et af romanens særlige greb, nemlig det, at tiden udgør en konkret stemme, ja den bliver nærmest en slags femte hovedperson i fortællingen. Tiden får menneskelignende karakter, den personificeres. Peter taler helt konkret med tiden, og den svarer ham: ’Peter står på perronen og småskændes med 1982: ”På en måde,” siger han, ”er intet ændret, og på en måde er alting forandret.” 1982 brummer: ”Kan du komme på flere banaliteter?” ’ 
Romanen er altså konstrueret sådan, at tiden helt fysisk har forskellige stemmer, som Peter parlamenterer og skændes med og irettesættes af. På den måde kommer det, vi kunne kalde ’tidens stemme’ til at fungere som en slags motor, der driver fortællingen frem og også undervejs kommenterer handlingen.

I den forbindelse giver det mening at kigge nærmere på det, vi kunne kalde romanens fortællerforhold. For vi har først og fremmest at gøre med en alvidende fortæller, der svæver over handlingen og kan krybe ind i de fire hovedpersoners bevidsthed og formidle deres tanker til læseren. Dette muliggør, at den alvidende fortæller både direkte og indirekte kan kommentere de indbyrdes relationer mellem romanens hovedpersoner, men også frit kan ytre sig om alt fra storpolitiske begivenheder til indre psykologi hos hovedpersonerne.

Rammefortælling
Romanens komposition udgøres altså af en rammefortælling med året 2017 som omdrejningspunkt, og årstallet fungerer således som bogens tilbagevendende referencepunkt og skelet. Derudover er hvert andet kapitel i bogen et flashback til et givent årstal mellem 1982 og 2017. De ikke-kronologiske spring mellem årene fungerer derfor som en art priktegning, hvor læseren hele tiden får sporadiske informationer serveret, og først hen imod slutningen af romanen sidder vi tilbage med det fuldstændige billede af, hvordan de fire hovedkarakterers livsforløb har udmøntet sig. At fortællingen hele tiden tilbageholder information for læseren virker både som suspense og som en kraft, der driver fortællingen frem. 

I romanens andet kapitel springer vi eksempelvis tilbage til året 1982, der markerer fortællingens begyndelse. Her møder vi for første gang de resterende hovedpersoner, nemlig Ellen, Agnes og Gunilla, der alle skal begynde i niende klasse på en katolsk privatskole sammen med Peter. Det er fire alvorsfulde unge, der med deres vidt forskellige baggrunde bliver spejle for de klasseskel, der også løber som en strøm gennem bogen. Hver især repræsenterer de henholdsvis underklassen (Ellen), den lavere middelklasse (Gunilla), den øvre middelklasse (Agnes) og overklassen (Peter). 

Ellen tegnes som den samvittighedsfulde, empatiske men også hårdt prøvede pige, der tager sig af alle andre, hvad enten det er hendes psykisk ustabile mor eller Peter. 

Gunilla er karakteriseret ved på overfladen at være velfungerende og socialt begavet, men med et veludviklet talent for at skabe splid og intriger, og hun får tildelt rollen som en art vidne til de andres fortællinger.

Agnes er den pige, alle gerne vil være. I de unge år er hun epicentret, hvorom alle andre mennesker drejer. Hun er overordentligt smuk, velbegavet og med en solid akademisk baggrund ligner hun langt hen ad vejen en misundelsesværdig succeshistorie. 

Peter er den sensible kunstner in spe, der som årene går, ophober en stadigt mere eksplosiv vrede over, at verden ikke er gået, som hans unge selv fantaserede om. Det udmønter sig i mere og mere aggressive politiske tegninger personificeret i figuren Victus, der er en slags alter ego og fungerer som lynafleder for Peters personlige og politiske indignation.

Et andet centralt element i romanen er sproget. Ofte farves det af den tid, der slås ned på i de respektive kapitler - for eksempel i denne passage fra 1982: 
”De hørte musik og diskuterede Run Away med XTC, og Peter sagde, at you are lost in a maze of neon light bare var ’så meget Strunge’” 
Romanen igennem rodfæster forfatteren sin historie i den tid, der beskrives, ved at bruge referencer, der tydeligt henviser til det specifikke år. Eksempelvis dukker ord som ’time manager’ op i beskrivelsen af 1990’erne, og efterdønningerne af 1970’ernes politiske agendaer ses også tydeligt i kapitlerne om start-80’erne.

For enden af perronen har et slægtskab med romaner som Album af Benn Q. Holm eller med Katrine Marie Guldagers såkaldte Køge-krønike, idet den gaber over en anseelig tidsperiode og skildrer flere sammenvævede karakterers skæbner. Således bliver Hanne Richardt Becks fortælling både en specifik tidsskildring af fire årtier, en kollektivroman (roman der har flere hovedpersoner som centrum for en fælles historie), men også et psykologisk portræt af den generation, der var unge i 1980’erne og blev voksne i 1990’erne.

27 jun.19

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
54710720
ISBN
9788702269352
Antal sider
458

Deltag i debatten

10 indlæg
AfTina Karina Mortensen
tir, 30/04/2019 - 15:44

Tak til alle som har læst med her i debatten, tak til alle som har skrevet og især tak til Hanne Richardt Beck som har svaret super flittigt og interessant.
April måned er lige straks slut. Debatsporet lukker selvfølgelig ikke, så skriv gerne videre hvis tanker presser sig på.

Fremover vil jeg tænke på årtierne i farver og tidens som en aktiv samtalepartner.
Møder du mig derfor på perronen et sted derude og tænker, jeg er lidt sær. Måske er det rigtigt, men formodentlig er jeg blot fordybet i en afklarende samtale med tiden.
Tak for en god og tankevækkende bog.
Hilsen Tina

AfTina Karina Mortensen
tor, 18/04/2019 - 14:34

Kære Alle i debatten
Vi er (inclusiv mig selv) kommet til at køre debatten i 2 spor.
Vi står og kigger på hinanden fra hver sin ende af perronen - måske kan vi lave lidt sporarbejde og mødes på midten. (ha ha - ikke særlig god joke)
På nedenstående link ligger også spørgsmål og kommentarer om bogen.
https://litteratursiden.dk/artikler/nar-det-gaelder-om-hanne-richardt-beck-om-sa-det-gaelder

Tak til Connie der som altid er super kvik og opdagede fejlen.
Hilsen Tina

AfConnie Mikkelsen
fre, 26/04/2019 - 12:25

Som svar til af Tina Karina Mo…

Hej Jeg har været i tvivl om hvilket "spor "jeg skulle vælge , til min private kommentar om bogen som er en af mine favoritter, og jeg syntes jo det er mest fair overfor alle de udvalgte forfattere at vi er klar over hvor debatten finder sted 😏 Vores læsekreds har endnu denne roman til gode, og jeg glæder mig til at debatere den, for der er da rigeligt med emner at tage fat på i Hannes store flot konstruerede bog om tiden mellem 1982-2017 Jeg vil først zoome ind på tegneseriefiguren Vinctus. Hvordan fik du ideen til hele den historie ? Og har du været inspireret af nogle stribeforfattere ? Man skulle tro at du kender til galleri kunstnermiljøer, siden du kan beskrive så troværdigt ? Eller hvor kommer din inspiration fra til den del af historien ? Måske bærer du ved til fordomme om disse miljøer, men jeg morede mig nu da jeg læste kapitlet om ferniseringen i galleriet. Ligeledes syntes jeg det er genialt at have flere hovedpersoner, men det er jo kendetegnende for mange af dine bøger, er det et bevidst valg, eller kommer karaktererne bare til dig mens du skriver ? Og at bringe tiden ind som medspiller / en af hovedpersonerne er efter min mening genialt, og jeg fik lige gået en tur ned af Memory Lane, takket være dine essayistiske og meget præcise tidsbilleder. Flot ressearch du der har begivet dig ud i. Til slut vil jeg sige tak for en god læseoplevelse, det kunne være sjovt at få en fortsættelse om Peter,Ellen, Agnes og Gunilla, men du har måske andre planer for dit fortsatte virke ? Venlig hilsen Connie
AfHanne Richardt Beck
lør, 27/04/2019 - 14:22

Som svar til af Connie

PS. Mht. antallet af hovedpersoner - så har du ret i, at jeg ofte skriver med flere hovedpersoner. Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg interesserer mig for det enkelte menneske, men ikke mindst for relationerne mellem mennesker - og så skal der jo naturligt flere personer, når relationerne er så vigtige :) Og så interesserer jeg mig også altid for, hvad man kan kalde den store historie i den lille. Altså den måde det enkelte menneske bliver præget af den tid, han/hun lever i, og den måde det enkelte menneske præger sin samtid på. I "For enden af perronen" blev Tiden, som du meget rigtigt skriver, faktisk til en femte hovedperson, og på den måde eksperimenterede jeg med at binde den store og den lille historie sammen på en ny måde her!

AfHanne Richardt Beck
lør, 27/04/2019 - 14:10

Som svar til af Connie

Hej Connie

Tak for dine kommentarer og spørgsmål - jeg er meget glad for at høre, at du har haft en god læseoplevelse :) 

Det er sjovt, du spørger om tegneseriefiguren, Victus, det får jeg ikke så ofte spørgsmål om! Jeg ved faktisk ikke, hvordan ideen dukkede op, jeg kunne bare se den figur meget tydeligt for mig. Men det er ikke så fremmed for mig at visualisere de ting, jeg skriver om - jeg tager af og til et stykke papir og en blyant til hjælp og tegner nogle sammenhænge eller ideer, imens jeg skriver. Her skal det så lige være sagt, at jeg overhovedet ikke kan tegne! Men det gør ikke noget, det hjælper alligevel, hvis jeg er gået i stå - jeg ser tingene på en anden måde, på en ikke-sproglig måde - og det hjælper mig videre. Jeg var lidt bekymret for, om jeg kunne beskrive Victus-tegningerne, så de kom til at fungere, så jeg er meget glad for, at du syntes om det. 

Hæ hæ, jeg er glad for, at du syntes det var sjovt med ferniseringen på galleriet, jeg syntes også det var ret sjovt at skrive det. Jeg kender ikke personligt nogen gallerister, og kunstnermiljøet generelt oplever jeg heller ikke på den måde som til Peters fernisering, men man kan da af og til godt opleve hierarkiseringer og folk gå lidt op i limningen i den slags situationer. 

Til dit sidste spørgsmål om der kommer en fortsættelse - det havde jeg egentlig ikke tænkt, men der er mange, der efterspørger det, så hvem ved om Peter, Ellen, Agnes og Gunilla på et tidspunkt kommer til at rumstere igen i mit hoved? :) 

kh Hanne

AfHanne Richardt Beck
lør, 20/04/2019 - 16:41

Som svar til af Tina Karina Mo…

Kære alle og Connie, som har skrevet en mail til mig i dag om de to spor i debatten!

Tusind tak for mailen, Connie :) Jeg har fundet den anden tråd nu og svarer læsegrupperne i den så hurtigt som muligt i løbet af de næste par dage. 

Kh Hanne

AfJakob Poulsen
tir, 09/04/2019 - 09:41

Det er samfundets skyld… eller?

Tiden afspejler sig i de fire karakterer i ”For enden af perronen”. Eller gør den? Diskussionen i DR Romanklubben på Hillerød Bibliotek drejede sig (naturligt nok) primært om Peter, Ellen, Agnes og Gunilla: deres opvækst, peronlighed og indbyrdes forhold. Spørgsmålet om de egentligt er venner eller blot har ”brug” for hinanden for at bekræfte hinandens rodløshed for dermed at skabe et nogenlunde meningsfuldt i deres tilværelse).  

Man behøver ikke læse dybt mellem linjerne for at se, at de fire ”venner” stammer fra hver sit sociale lag og repræsenterer et ”segment” kendt fra reklamebranchen, når de skal målrette produkter. Og alligevel glider de ud af farveskalaen, som nærmest en uopfyldt grå skygge slugt op af tidens foranderlige malstrøm, ingen af dem (undtaget Gunilla om end kun med nød og næppe) formår at hæve sig op over. Overordnet set synes de ikke at formå at følge med samfundets udvikling eller rettere: ingen af dem besidder en oprørstrang til at bryde ud og væk fra deres sociale arv! Her diskuterede deltagerne om denne form for at fralægge sig ansvaret er symptomatisk for denne generation?

Peter er vel nok romanens ”naturlige” hovedperson; en karakter flere af deltagerne mente manglede rygrad både over for sig selv og navnlig i forholdet til det evige offer, sygeplejersken (!), Ellen. End ikke at begå selvmord kan han – eller vil han? – finde ud af. Samtalerne med årtierne synes alle var en god ide, men lidt anstrengt til tider.

Spørgsmålet om, hvilken type roman ”For enden af perronen” er blev også vendt. Er det en dannelsesroman? En ”lang ungdomsroman” (desuagtet at personerne er mod de 50 i 2017)? Og hvad er budskabet? Har Hanne Richardt Beck en samfundskritisk og politisk agenda? Er denne generation (i hvert fald den i romanen) en gruppe bagstræberiske, reaktionære konformister? Dette ledte os frem til følgende spørgsmål, vi håber, at Hanne Richardt Beck, har lyst til at svare på:

1) Hvad ligger der i tolkningen af ”for enden af perronen”?

2) Er samfundet eller tiden mere en mod- end medspiller i forhold til ens personlige udvikling? Her tænker vi på spørgsmålet om ansvar: hvem er ansvarlig for ens liv?

3) Er arv og miljø i tid dømt til at gentage sig? (Havnearbejdernes og senere sygeplejerskernes faglige kamp, der begge stort set kollapsede) Hvis der skal mønsterbrydere til, synes hverken Ellen, Peter, Agnes eller Gunilla at være rollemodeller for en ny generation: 3a) Er der håb for enden af Nørreport?

Venlig hilsen

Deltagerne i DR Romanklubben, Hillerød Bibliotek

AfHanne Richardt Beck
ons, 10/04/2019 - 13:56

Som svar til af Jakob Poulsen

Kære Deltagere i DR Romanklubben på Hillerød bibliotek

Lad mig først sige mange tak for jeres kommentarer! Jeg synes, det er superspændende at høre om jeres læsning og diskussion af For enden af perronen – I er kommet omkring så mange interessante spørgsmål, og jeg bliver selv klogere af at høre om dem – fx hvilken genre er romanen? Det har jeg ikke selv tænkt over på den måde. Og har Peter ingen rygrad overhovedet? Ja, det er dét man kalder et godt spørgsmål! Jeg er klar over, at Peter opfører sig usympatisk i mange situationer – jeg tænker selv, at han har virkelig svært ved at finde sin plads i verden, og det gælder for ham både som barn, i hans kærlighedsforhold og i samfundet med ingeniøruddannelse og kunsten. Om han på den måde er repræsentativ for en generation, skal jeg ikke kunne sige, det må være et åbent spørgsmål.

Men nu til jeres spørgsmål :)

  1. Titlen har jeg faktisk ikke selv fundet på! Det er min redaktør på Gyldendal, der fandt på titlen, og jeg syntes, den passede godt til romanen, fordi den er dobbeltbundet. For enden af perronen kan gå på Peters situation – har han nået slutningen af sit liv? Eller venter der måske noget andet, end man tror, for enden? Romanens forside forestiller en trappe, og den kan man jo både gå ned ad mod perronen, men man kan også gå op ad den og ud i verden. Desuden kan titlen også gå på vores tid – har vi på en eller anden måde nået – om ikke slutningen af en epoke – så i hvert fald en korsvej eller et vendepunkt – og hvad sker der på den anden side?

 

  1. Jeg tænker, at det samfund vi lever i til enhver tid er både med- og modspiller i forhold til det enkelte menneskes liv. I dag har vi måske fået en tendens til at se det enkelte menneske som eneansvarlig – alt hvad der sker er ”mit eget ansvar” – hvis jeg bliver arbejdsløs, er det min egen skyld, hvis jeg ikke kan finde et nyt job, er det min egen skyld, hvis jeg klarer mig godt, er det udelukkende min egen fortjeneste osv. I 1970’erne var der en tendens til, at vi gik i den anden grøft – der var alting ”samfundets skyld”. Jeg mener, at der skal to til tango! Den enkelte har selv et ansvar, men den enkelte er også en del af et større system, som er vanskeligt at ændre for enkeltindivider.  

 

  1. Jeg tror, at arv og miljø betyder noget for mennesker, men jeg mener bestemt også, at det er muligt at bryde mønstre. I For enden af perronen forsøger Peter nok på sin egen mislykkede måde at gøre oprør. Først mod forældrene og så mod Anders Fogh-regeringen, som han har set sig meget vred på, men han kommer ikke langt med hverken det ene eller andet oprør. Så rollemodeller på dén måde kommer man til at kigge langt efter i For enden af perronen. Men for mig repræsenterer Ellen klart et håb midt i alle de vrede mennesker i romanen. Hun er jo den, der egentlig skulle være allermest vred, men hun kan noget, som jeg selv synes er ekstremt svært, nemlig det at tænke på sig selv som ”lille” i verden. Altså, hun ser sine medmennesker før sig selv. Det er der også en risiko ved … Men - også et håb, synes jeg.

Håber, det giver mening? Kh Hanne

AfTina Karina Mortensen
tor, 18/04/2019 - 14:38

Som svar til af hanricbec

Kære Hanne
Tusind tak for dit indlæg.
Som du måske allerede har set af mit forrige indlæg her i dag, er vi kommet til at køre debatten i 2 spor her på Litteratursiden. Meget ærgerligt.
Hvis du følger nedenstående link, ligger der nogle spørgsmål og kommentarer fra flere læseklubber.
Mange hilsner
Tina. 
https://litteratursiden.dk/artikler/nar-det-gaelder-om-hanne-richardt-beck-om-sa-det-gaelder

 

AfTina Karina Mortensen
man, 01/04/2019 - 09:26

Velkommen til debatten om "For enden af perronen".
Som jeg sidder på min kontorpind i 2019 og hviler ud efter weekendens togrejse, hvor jeg holdt ekstra øje med mine medpassagerere på perronen, glæder jeg mig til debatten i selskab med Gunilla, Ellen, Agnes og Peter.
Hvem ved, om tiden blander sig i debatten :-)
mange hilsner 
Tina
 

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfBirgit Borum
tir, 30/04/2019 - 16:03

Der er meget delte meninger om bogen i gruppen. 

 

Det er en god ide med samtalerne med de enkelte år, og det giver ofte en humoristisk drejning på ellers alvorlige ting. 

 

De fleste mener, forfatteren "vil for meget" - især ved at have den politiske og samfundsmæssige del med - at det er svært at forholde sig både til dette og familierne / personernes udvikling og funktion / dysfunktion. 

 

Et andet synspunkt er, at beskrivelsen af tiden / samfundet er genkendelig og nødvendig som baggrund for familiernes og de enkelte personers funktion og udvikling og ikke mindst samspil. 

 

Peter: Patriarkalsk familie. Overklasse. Peter får ingen støtte hjemmefra.

 

Gunilla: Mors veninde, hvilket giver hende status.

 

Agnes: priviligeret opvækst med støttende forældre. Tingene går let. Tager ikke ansvar.

 

Ellen: Er den voksne i sin familie. Tager ansvar for andre hele sig liv. 

 

Samspillet i gruppen udspringer af den enkeltes opvækst og præges både af samfundsmæssige og familiære betingelser på godt og ondt.