Bog

En vase i brystet

Af (
2018
)

Anmeldelse

En vase i brystet af Daniel Boysen

26 apr.18

Knusende smuk digtsamling om livet, døden, og de mellemliggende glimt af evigheder, som man kan sætte i vand i hjertets vase.

På samme måde som i det Johnny Cash-citat, der indleder bogen, er resten af den Aarhus-baserede digter og litterære iværksætter Daniel Boysens nyeste digtsamling ’En vase i brystet’ et bundsolidt poetisk ønske om at mærke lidt af livet, før dødens tomme evighed tager over.

”It should be a while/ before I see Dr. Death/ So it would sure be nice/ if I could get my breath” siger Mr. Cash, og Boysen følger op med digtet 'De dødes lys', hvori der står: “Tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”.

Døden fylder i det hele taget en del i samlingen, men den er ikke så meget en uhyggeligt lurende skygge, som den er en vemodig realitet, der er med til at give livet værdi. Digteren ved, at han en dag skal herfra, så derfor ønsker han bare at plukke så mange som muligt af livets blomster og gemme dem i sit hjertes vase.

De blomster, han samler bedst, er ensomme observationer. De står stærkt i samlingen, præsenteret som de er, sammen med en række (foto)grafiske illustrationer, der understreger hans nærmest ubesmittede sansen af den verden, han færdes i. Både tekst og billeder fungerer som en slags fænomenologiske fotografier, der blusser ensomt op på nethinden, eller danser bag et lukket øjenlåg:

”skridtene/ i skovbunden/ bladene fældet/ af sorte pletter/ fuglene/ i efterårsluften/ vipper over/ træernes toppe/ vinden/ slår om i regn/ i kulde”

Sproget er også godt afmålt. Man fryder sig som læser over den håndværksmæssige tæft, hvormed tekstlige knaster er blevet slebet væk i jagten på det rette udtryk. Det sandpapirsarbejde resulterer i, at hvert af de efterladte ord bidrager til de stille betragtninger af stemninger, som af og til vokser ud til afrundede refleksioner:

”man får fri/ på dødsdagen// til begravelsen// derefter er/ sorgen væk”

Som vasen fra titelmetaforen er hjertet både rummeligt og skrøbeligt, og til trods for det grundige sproghåndværksarbejde er man ikke i tvivl om teksternes ærlighed. Når man læser digtene, ser man for sig, hvordan pennen er blevet dyppet dybt i poetens private blæk, men – og det er her kunsten indfinder sig – resultatet er stadig et vedkommende og læseværdigt memento mori.

Bogdetaljer

Forlag
Silkefyret
Faustnummer
54049137
ISBN
9788797011836
Antal sider
93

Brugernes anmeldelser

1 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
AfNedlagt profil
ons, 18/03/2020 - 20:29

En underligt højstemt bog hvor højstemtheden, og en fornemmelse hos mig af at forfatteren har en skråsikkerhed i forhold til anvendelsen af metaforer, som ikke stemmer overens med udførelsen, trækker ekstremt meget fra min oplevelse. Det virker til tider nærmest tilfældigt. Alt er skrevet med småt, men ordet ”I” kan ikke gradbøjes til pludselig at være med småt, da det så bliver til et andet ord. Det er en fejl, der skæmmer, specielt fordi den er gengivet på bagsiden. Der synes at være en stærk tro på det usagte kombineret med billedsproget, men billedsproget er ofte vagt, hvor jeg forestiller mig, at det tænkes som værende stærkere, at være i stand til at slå hårdere end det gør (på mig). Det er efter min mening en opstyltet digtsamling, der vælter under sine egne, uforløste ideer. Det uforløste, det uudforskede bliver i stedet puttet ned i en sproglig skabelon, der virker rigid på mig. Bogen efterlader mig kortvarigt med en tomhed, men en tomhed jeg ikke får lyst til at undersøge nærmere, da der ikke er nogen speciel udforskning af eksistensen men mere en slags konstatering, nærmest beatpoesiagtig når den er værst, der mest af alt peger på og definerer det rum, den oplevelse, jeg åbenbart skal føres igennem uden mulighed for meget andet. Der er noget uorganisk over det. For megen kontrol skaber paradoksalt nok for lidt kontrol med sproget, så det ender ud i en krampagtig forklaringsmodel, der står i skærende kontrast til livets mysterier. Den helt absurde påstand at døden er enkel, at den efterlader nogen svære følelser, men at livet går videre, er den forenklede forklaringsmodel, i mine øjne, der stilles op. At forfatteren, ifølge Maria Johansens anmeldelse, skulle være i stand til at ”sætte ord på det ordløse” og at ”det enkelte ord er udvalgt og sammensat med andre ord med så stor omhu, at der ikke kan være tvivl om forfatterens mestring af det håndværk, den gode litteratur afhænger af. Det er en sansemættet samling og forfatterens egne fotografier bidrager til læserens oplevelse af liv, lys og elementer, som ikke kan tæmmes af hverken levende eller døde.” er helt uforståeligt for mig. Min oplevelse er, at jeg læser noget, der forsøger at fortælle mig, at ”sådan her skal et digt se ud”, frem for at læse noget som reelt vil fortælle mig noget. Jeg bliver ikke udfordret som læser. Jeg bliver lettere irriteret og får derefter lyst til at lægge bogen væk. Hvis påstanden i bogen er, at der er krise, så er der alt for megen styr på den krise. Jeg synes, det er en sjusket digtsamling, jeg på ingen måde fik lyst til at genlæse.