Bog

En som mig

Af (
2021
)

Anmeldelse

En som mig

07 feb.22

En fin bog for store børn om at føle sig mærkelig og blive mobbet, men også om at lære at se styrkerne i at være anderledes.

Hovedpersonen Ida er 11 år og bor sammen sin mor Eva, der er kunstner. Ida ved intet om sin far, og hendes mor vil ikke rigtig fortælle hende noget. Indimellem har hendes mor forskellige vikarjob, fordi hendes malerier ikke sælger så godt, og i de perioder er hun virkelig stresset. Hver uge besøger Ida sin morfar, som er opfinder og ligesom Idas mor har mærkelige ting over det hele. Han er desuden både glemsom og distræt, måske fordi han hele tiden kun tænker på sin næste store opfindelse.

Idas mor køber sine ting brugt, derfor driller pigerne i klassen Ida og kalder hende for "Loppe". Til Idas store undren er der åbenbart forskel på tøj købt i genbrugsbutikker, det man har arvet efter ældre søskende og tøj fra secondhandbutikker.

Ida ville virkelig ønske, at hun havde en normal familie, og at der kom en pige i hendes klasse, der lignede hende selv. I stedet begynder Ufuk i Idas klasse. Han er virkelig mærkelig og retter ofte på deres lærer. Alicia, der er en af de værste til at drille Ida, har en storebror, Felix, der overhovedet ikke er mærkelig. Han er derimod rigtig pæn, og Ida ville ønske han blev hendes kæreste. Men de drømme gør Alicia nar af. En dag finder Ida ud af, hvorfor Alicia opfører sig så dårligt, og med ét er Idas liv alligevel ok. 

'En som mig' er en bog med mange genkendelige problematikker for børn fra 10-årsalderen, både om at skamme sig over sin familie, være forelsket og have hemmeligheder, men også om at længes efter at ligne andre og ikke vil skille sig ud, hvilket alligevel viser sig at være en styrke, da Ida har modet til at stå op for sig selv.  Det er forfatterens debut som børnebogsforfatter, og hun har tidligere skrevet både noveller og romaner til voksne. Hun har en god fornemmelse for de udfordringer, der knytter sig til at være en pige på vej i puberteten, og hun har gjort Ida til en troværdig og sympatisk hovedperson i en genkendelig verden, børn kan relatere til.

Bogdetaljer

Forlag
ABC
Oversætter
Anja Hitz
Faustnummer
61839593
ISBN
9788779169654
Antal sider
122

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer